23948sdkhjf

Red verden: Brug meget mere træ

Ny forening vil sætte fokus på, at øget anvendelse af træ er en afgørende forudsætning for at nå de globale klimamål
En bred kreds af danske leverandører af træ og træbaserede løsninger til byggeriet danner nu fælles front i kampen for et mere bæredygtigt byggeri.
Det sker med dannelsen af foreningen "Træ i Byggeriet". Den stiftende generalforsamling finder sted torsdag den 28. marts på Hotel Sixtus i Middelfart, og bag initiativet står direktør Martin Tholstrup, Taasinge Elementer.

En arbejdsgruppe bestående af virksomheder som Scandi Byg, Lilleheden Limtræ, Palsgaard Spær, Superwood, Frøslev og Taasinge Elementer har i de senere måneder arbejdet med at formulere formål og vilkår for foreningen, og det færdige forslag er blevet meget positivt modtaget i branchen.
Ifølge vedtægterne får den nye forening til formål at udbrede kendskabet til træets egenskaber samt at sætte fokus på, at en øget anvendelse af træ som byggemateriale er en afgørende forudsætning for, at vi kan nå de globale klimamål.

Halverer klimabelastningen
- Træ er i særklasse verdens mest klima- og miljøvenlige byggemateriale, og der er dramatiske klimaeffekter ved at omstille byggebranchen til mere træbyggeri, fortæller direktør Martin Tholstrup, Taasinge Elementer.
- Andre materialer som eksempelvis beton, stål og tegl er meget energikrævende at fremstille, hvilket uundgåeligt medfører en stor udledning af CO2. Med træ er det stik modsat. Produktionen og bearbejdningen af træ kræver næsten ingen energi, og oven i dette optager og opbevarer træerne masser af CO2 fra luften, mens de vokser i skoven.

For hver kubikmeter træ, der bruges som erstatning for et andet byggemateriale, reduceres CO2-belastningen af atmosfæren med i gennemsnit 1,1 tons CO2. Tillægges de 0,9 tons CO2, der bindes i træerne, mens de vokser, så sparer hver kubikmeter træ atmosfæren for op mod 2 tons CO2. I praksis betyder det eksempelvis, at bygger du et hus med en bærende konstruktion af træ i stedet for beton, halveres klimabelastningen, understreger Martin Tholstrup.

Smukt og naturligt
- Byggebranchen står højt på listen over klimasyndere, og måler vi på energiforbruget i en bygning over 50 år, så går halvdelen til opvarmning og drift, og den anden halvdel til opførelse af bygningen og til at fremstille byggematerialerne. Paradoksalt nok er det kun energiforbruget til opvarmningen og driften, der er reguleret i Bygningsreglementet. Resten er fuldstændig ureguleret. Der mangler i høj grad tiltag, der stiller krav til hvor meget energi, der bruges til at fremstille byggematerialerne og til at opføre bygningen.

På verdensplan står fremstilling af byggematerialer i dag for omkring 10-15 procent af den samlede udledning af CO2. Det svarer nogenlunde til udledningen fra brændstoffet i samtlige biler, fly og skibe i hele verden. Og de potentielle CO2-besparelser på byggematerialerne er så store, at vi i Europa vil kunne nå en CO2-reduktion svarende til en fjerdedel af målet i Paris-aftalen, hvis blot vi øger andelen af træbyggeri med 10 procent.
- Der er mange andre fordele ved at bygge i træ. Det er smukt. Det er naturligt. Det giver et godt indeklima. Det er let at forarbejde. Det vejer ikke ret meget. Det er let at transportere. Og efter brug efterlader det ikke affald, men kan brændes og bruges som en energikilde.

Mange forbinder i dag træbyggeri med hyggelige bjælkehytter, sommerhuse og småskure. Men det moderne træbyggeri er meget mere end det. Det er også etagebyggeri, højhuse, industribyggeri, sportshaller og broer. Lige nu er verdens største træ-højhus på 24 etager ved at blive opført i Wien. Så der er uendelige muligheder for at anvende træ i stedet for beton, stål og tegl, fremhæver Martin Tholstrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.222