23948sdkhjf

Murermester: IT-værktøj gør hele forskellen

For en moderne håndværksvirksomhed er de rette it-systemer en stor hjælp på flere områder. Fakta er, at manglende projektstyring og usikkerheder om indtjeningen på de enkelte projekter hurtigt kan bringe en tilsyneladende sund virksomhed i problemer.

Den sandhed var Ulrik Holm og Casper Eistrup meget opmærksomme på, da de for to år siden etablerede murerfirmaet Holm & Eistrup Entreprise ApS. Firmaet er landsdækkende og udfører murerarbejde samt mindre jord-, kloak og betonopgaver primært som underentreprenør på større entrepriser, og samtidig har de en stor kundegruppe i det private segment.

Fra dag ét som selvstændige havde de investeret i it-systemet EG One, som hjælper dem med at holde styr på deres projekter. Her kan de nemt styre økonomien og planlægge deres mange opgaver. I den indbyggede app store i EG One kan de også nemt tilpasse it-værktøjet, så det passer lige til virksomhedens behov.

- Uden EG One ved jeg ikke, hvordan jeg skulle drive firmaet. Det var sikkert noget med Excel-ark og 400 revisorbesøg om året. Jeg mener ikke, det er muligt at drive en sund håndværksvirksomhed, hvor man ikke har et ordentlig it-værktøj, siger Ulrik Holm.

Totalt overblik
Ejerskabet er delt ligeligt mellem de to ejere, som derudover har seks ansatte. Den administrative del hviler primært på skuldrene af Ulrik Holm, men den er ingen byrde, og det afholder ham på ingen måde fra også at være udførende murer.

- Vi kunne ikke have det samme overblik og kontrol over firmaet, hvis vi ikke havde et it-værktøj som EG One. Det hjælper os med alt i processen. Lige fra kunden ringer, til opgaven oprettes, indkøb og forbrug af materialer, fakturering, løn, årsregnskab - det hele, fortæller Ulrik Holm, der heller ikke behøver at tænke på ting som GDPR, datasikkerhed og backup, da det er en del af den ydelse, de får i forbindelse med investeringen i EG One.

Han kalder konsekvent it-systemet EG One for et it-værktøj, for et it-system er typisk en teknisk størrelse, som skaber problemer, hvorimod et it-værktøj er et redskab, man bruger positivt i udførelsen af sit håndværk. For anvendelsen af EG One er indarbejdet i alle processer i medarbejdernes arbejdsdag.

- Hver gang der indregistreres en aktivitet for et projekt, kan jeg se effekten af det på bundlinjen - alle timer brugt på en opgave, alle indkøb af materialer, fakturaer, følgesedler osv. Jeg kan på den måde følge udviklingen i alle projekter måned for måned, og jeg har overblik over totaløkonomien på det enkelte projekt. Det er et godt værktøj til at tjekke, om priserne er de rigtige. EG One giver mig overblik hele tiden og sikrer, at jeg kan skrue på priserne uden at dumme mig, siger Ulrik Holm.

Kvalitetssikring sker også via EG One. Holm & Eistrup Entreprise ApS har valgt at dokumentere via billeder, så fotos af mursten, fliser, fliseklæb mv. bliver automatisk tilknyttet det korrekte projekt sammen med de øvrige informationer.

Laveste omkostning i firmaet
Han blev opmærksom på vigtigheden af it-værktøjer allerede for ti år siden, da han var ansat i et byggefirma, hvor it-systemer blev anvendt aktivt.
- I dag er systemerne bare blevet endnu smartere. Vores leverandør EG A/S udvikler hele tiden på platformen, og med mit abonnement får jeg hele tiden de nyeste opdateringer. Alle medarbejdere i firmaet kan tilgå systemet fra computer, tablet eller telefonen, siger Ulrik Holm.

Den månedlige udgift for Holm & Eistrup Entreprise ApS er 1.200. kr. Beløbet dækker grundpakken samt et tillæg pr. medarbejder, som skal tilkobles, og den pris skræmmer ikke Ulrik Holm:
- Det er den laveste omkostning, vi har i hele firmaet, så man kan ikke bruge økonomi som undskyldning for ikke at gå i kast med det.

Den tekniske side af systemet stiller heller ikke store krav til brugeren, mener Ulrik Holm. Hans erfaring er, at både yngre og ældre medarbejdere i firmaet bruger det med stor sikkerhed.

- Menuerne er opsat som brugerfladen på en tablet, som de fleste i dag kan finde ud af at håndtere. Det er simple menuer og store diagrammer. Der er ikke så meget at blive forvirret over - uanset om medarbejderne er yngre eller ældre. Ligesom så meget andet kræver det kun, at man gider sætte sig ind i det, mener Ulrik Holm.

Holm & Eistrup Entreprise ApS blev i begyndelsen af februar i år hædret og præmieret for virksomhedens tilgang til brugen af it-systemer. I en konkurrence arrangeret af Mester Tidende og Licitationen-Byggeriets Dagblad modtog de en pris i kategorien "Administration" for deres implementering af EG One.

ER DU DANMARKS MEST IT-MODNE HÅNDVÆRKSFIRMA ?
Du kan deltage i konkurrencen om at blive Danmarks mest IT-modne håndværksfirma inden for fem katergorier:
• Tilbudsgivning
• Planlægning
• Udførelse
• Aflevering
• Administration

Håndværks- og entreprenørvirksomheder i alle størrelser og indenfor alle fag kan deltage i konkurrencen. Om man nominerer sig selv eller bliver nomineret af andre betyder ingenting. Alle deltagere bliver gennemgået seriøst af det uvildige rådgivningsfirma BASIT, som indstiller de nominerede til den samlede dommerkomite. Vinderne kåres på Dansk Byggeris IT-messe den 4.- og 5. februar 2020
Læs mere på itbyg.dk

Læs mere om: EG
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128