23948sdkhjf

Gamle håndværksfag kommer i spil på Fyn

Fodrem, suler, løsholter, toprem, skråbånd og dokker.

Mange af de gamle teknikker og håndværksudtryk skal støves af, når det 200 år gamle bindingsværk på "Bent Madsens Gård" i Dreslette på Sydvestfyn snart skal repareres.

Og måske skal der også hentes lidt hjælp i de gamle lærebøger, når tømmeret skal udluses, når de lerklinede tavl skal genopbygges med lermørtel, når der skal lægges nyt stråtag, og når husets originale indretning og inventar skal bevares.

Der bliver i hvert fald brug for alle de klassiske færdigheder hos de håndværkere, som om kort tid rykker ind i den fredede og prisbelønnede gård, der for et halvt år siden blev købt af Realdania By & Byg og nu pakkes ind i stillads og presenning for at være klar til restaurering.

Nænsom istandsættelse
Forude venter en nænsom istandsættelse, der skal sikre, at gården bevares i sit oprindelige udtryk, så den kan være med til at levendegøre fortællingen om en fynsk egnsbyggeskik og en særlig dansk bygningstype, bindingsværket, som i århundrede har præget det danske landskab og den danske bondekultur.

- Når vi nu går i gang med at restaurere, er det vores klare mål at fastholde gårdens udtryk og autenticitet. Samtidig skal den moderniseres og indrettes, så den fremover kan fungere som beboelsesejendom, og det er denne balancegang mellem fortid, nutid og fremtid, som skal sikre, at huset kan fungere som levende bygningskultur, siger Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Anders Brüel, som står i spidsen for den forestående restaurering, i en pressemeddelelse.

Solidt fynsk træværk
De første håndværkere, som rykker ind på gården, er tømrerne, som skal reparere bindingsværket. Det er især bundremmene, som skal udskiftes, men derudover vil al træværk blive gennemgået, og beskadiget eller dårligt tømmer vil blive udluset.

For at kunne reparere tømmeret skal murerne tage tavlene ud, og også her vil så meget af det originale materiale som muligt blive genbrugt og sat op igen.

Indvendigt vil den kommende restaurering primært have fokus på at indrette nyt køkken og toilet, ligesom husets gamle fyr skal udskiftes. Samtidig skal stuehuset bevares og genskabes med så meget af det oprindelige udtryk som muligt.

Stuehus fra 1795
Ifølge de nuværende oplysninger - og ifølge det årstal, som er indgraveret på drikketruget midt på gårdspladsen - er stuehuset opført i 1795, men når håndværkerne inden længe går i gang, kan der ifølge Anders Brüel godt dukke detaljer og bygningsdele op, som måske vil vise, at gården er ældre.

To af gårdens længer står nøjagtig, som dengang de blev bygget, med sulekonstruktion, lerklinede tavl på pileflet og den oprindelige inddeling i brænderum, lade, lo osv. Den tredje længe, som var den oprindelige kostald, blev omkring 1910 ændret til svinestald, og samtidig blev der opført en tilbygning i grundmur.

Som en del af den kommende restaurering vil denne tilbygning blive tækket med strå som oprindeligt og i stil med de øvrige bygninger.brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156