23948sdkhjf

Dansk træbyggeri halter efter udlandet

Træbyggeri reducerer klimabelastningen med cirka 50 procent, og Cross Laminated Timber (CLT) gør højt, stort og bæredygtigt byggeri i træ muligt. Det er vigtigt på tværs i byggebranchen med en diskussion om, hvornår træ - og hvilket - er et fornuftigt valg.

Træbyggeri udgør nemlig i dag et grønnere alternativ til beton og stål, især fordi vi i dag i højere grad vurderer byggerier på deres livscyklus, og på vores mulighed for at genanvende materialerne.

Det kan vi blandt andet aflæse på det stigende antal byggerier, der ønsker at opnå Dgnb-certificering.

Entydige resultater
I Danmark udarbejder vi flere forskellige livscyklusanalyser på sammenlignelige beton- og træbyggerier. Her vurderer vi hele byggeriets levetid - fra produktionen til vores måde at håndtere byggeriet efter endt levetid. Analyseresultaterne er entydige: Træbyggeri reducerer klimabelastningen med cirka 50 procent.

Desværre halter den danske byggebranche dog noget efter landene omkring os, når det handler om træbyggerier. Tyskland, Sverige og Norge er hestehoveder foran, både hvad angår viden og erfaring, og har arbejdet med CLT de sidste mange år.

CLT består af træelementer i flere vinkelrette lag, der er limet sammen. Resultatet er et produkt med stor stivhed og styrke, som kan sammenlignes med kvaliteten af beton. Netop denne egenskab gør, at det i nogle tilfælde er det oplagte materialevalg. Der er derfor ingen tvivl om, at vi vil se CLT blive et udbredt alternativ til beton. Men først skal der hul på bylden.

Økonomi og brandfare
Erfaringen viser, at brugen af CLT ikke nødvendigvis medfører en økonomisk belastning, sammenlignet med for eksempel byggematerialer som beton.

Byggerier i CLT er i høj grad præget af præfabrikation og giver derfor mulighed for at gennemføre et montagearbejde hurtigt, som det var tilfældet, da man introducerede betonelementbyggeri i sin tid. Når byggeriet har endt sin levetid, er det tilsvarende hurtig at tage ned.

Men vi anvender kun i begrænset omfang træ i Danmark. Den primære årsag må vi tilskrive de danske brandkrav, da træ her i landet kategoriseres som brandbart materiale - en kategori, som CLT indtil videre fortsat befinder sig i. Derfor stilles der helt anderledes krav til brandinddækning af bærende elementer, hvilket er en stor hæmsko i forhold til at udvikle et mere bæredygtigt byggeri.

Det er derfor nødvendigt med flere undersøgelser, for at rokke ved definitionen. CLT kan nemlig sammenlignes med ikke-brandbare byggematerialer, og har den fordel, at det forkuller med en forudsigelig hastighed, der gør det muligt at præcisere, hvor længe den nødvendige bæreevne i elementet kan opretholdes.

Ikke enten-eller
Et andet vigtigt element, i forhold til at tænke bæredygtig udvikling i byggeriet, er, at byggeri ikke nødvendigvis forbundet med 100 procent træbyggeri.

Der er ikke tale om et enten-eller, men et både-og:

Vi skal tænke på byggeri som hybridkonstruktioner, hvis vi for alvor skal træffe gode valg om fremtidigt solidt og bæredygtigt byggeri.

Med den viden, vi har nu, er læren, at den danske byggebranche i højere grad bør anvende træ. Det er dog vigtigt hele tiden at have for øje, at alle materialevalg skal vejes på fornuftens vægt.

Det handler i bund og grund om at udnytte og anvende materialerne dér, hvor de er bedst.

Eksempelvis vil beton som oftest være et bedre valg at bruge til fundament, da træ med tiden vil rådne. Hybridkonstruktioner bør derfor være omdrejningspunktet for byggebranchens målsætning om at bygge mere bæredygtigt. Her komme vi ikke uden om træ, og i særlig grad om CLT, som det alternative valg, der for alvor kan måle sig med traditionelle materialer. ///

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203