23948sdkhjf

Specialsnedker giver robotterne baghjul

I en tid, hvor alt bliver digitaliseret, og maskinerne tager over, er der stadig folk, der til dagligt værner om det gode, klassiske håndværk. En af dem er den 63-årige Svend Odgaard, som arbejder hos Outrup Vinduer & Døre. Han er ansat i virksomhedens specialafdeling, hvor han dagligt står i duften af savsmuld og producerer vindues- og dørløsninger, som kræver et helt særligt håndværk:

- Hos Outrup producerer man både standardløsninger og specialløsninger, og jeg er en del af en afdeling bestående af syv mand, der fremstiller alle de særprægede efterspørgsler, der kommer ind fra kunderne. Og modsat standardløsningerne bliver stort set alt ved specialløsningerne udarbejdet i hånden. Det gælder både vinduer med specialsprosser eller vinduer, som skal produceres i diverse atypiske former eller med helt særlige mønstre – altså med andre ord alle de opgaver, en maskine ikke kan klare, forklarer Svend Odgaard.

Vinduesnørd
Han er i sin tid udlært tømrer og har arbejdet som det i fem år, inden han blev ansat hos Outrup Vinduer &
Døre i 1983. Den 22. maj har han været i virksomheden i intet mindre end 36 år, hvor han i løbet af årene har arbejdet i forskellige afdelinger med vidt forskellige opgaver, og det har givet ham en helt unik viden om vindues- og dørproduktion, som kun få andre i landet har:

- Igennem de 36 år, jeg har været hos Outrup, har jeg været placeret i forskellige afdelinger og løst forskellige opgaver, og det har givet mig et dybdegående indblik i, hvad der skal til for at producere et kvalitetsvindue. Særligt de seneste 15 år i specialafdelingen har nok gjort mig til lidt af en vinduesnørd, da jeg har fået lov til at beskæftige mig med de opgaver, som kræver unikke løsninger og en helt anden form for håndværk, fortsætter Svend Odgaard.

Svaret findes ikke i en manual
Spørger man Svend Odgaard, hvad der motiverer ham til dag efter dag at trække i arbejdstøjet og møde ind i produktionen hos Outrup Vinduer & Døre, er han heller ikke i tvivl. De mange vidt forskellige ønsker fra kunderne, som i løbet af årene kun bliver mere og mere specifikke, er med til hver dag at give Svend og resten af afdelingen nogle helt nye, spændende, faglige udfordringer:

- Noget af det, der virkelig giver mig blod på tanden til dagligt, er, når der kommer en speciel ordre ind, som vi ikke har set lignende før. Her er det afdelingens opgave at finde en måde, hvorpå vi på bedst mulig vis kan imødekomme kundens ønsker, og her er der altså hverken folk, vi kan spørge, eller manualer, vi kan finde svaret i. Derimod ligger svaret i det gode håndværk og vores tilsammen over 100 års erfaring med at fremstille kundetilpassede løsninger, fastslår Svend Odgaard.

Privat bor Svend sammen med sine kone på Mors, cirka seks kilometer fra arbejdspladsen. Sammen har de to voksne sønner og et barnebarn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093