23948sdkhjf

Se listen: København udskyder bygge- og renoveringsprojekter

Nu er den her.
Den endelige liste over hvilke skoler, idrætsanlæg og boligområder i København der nu må vente i flere år på at blive bygget eller renoveret.

Hovedstadspolitikerne har sat en lang række tiltrængte projekter i udsigt for byens borgere, men statens anlægsloft betyder, at kommunen højst må bygge og renovere for tre milliarder kroner om året.
Det beløb har Københavns Kommune dog ikke holdt sig under i deres planlægning.

Derfor har Økonomiudvalget i kommunen nu sat navn på intet mindre end 91 projekter, der først får byggepenge i tidligst år 2022, skriver TV 2 Lorry.
Det drejer sig blandt andet om renoveringer af tæt på 30 skoler, flere idrætsanlæg, botilbud, boligområder og også en større overhaling af Kødbyen. Nogle af projekterne får først midler i perioden 2025-2030.

Den fulde liste kan ses her

Som det fremgår af listen har sorteringen i Økonomiudvalget særligt ramt renoverings- og byggearbejde på skoler, fritidstilbud og daginstitutioner, der hører under Børne- og Ungdomsforvaltningen og borgmesteren på området, Jesper Christensen (S).

- Det er enormt ærgerligt. Vi har jo afsat penge til det, og vi har de fysiske penge til at gå i gang med de her vedligeholdelsesopgaver. Det er jo projekter, som borgerne har forventet ville komme. Så derfor deler jeg deres frustration, siger Jesper Christensen til TV 2 Lorry.

Årsagen, til at de københavnske politikere har planlagt byggerier og renoveringsprojekter for flere penge end det, anlægsloftet tillader, er, ifølge borgmesteren, at Københavns Kommune plejer at kunne få del i de anlægsmidler, som andre kommuner i landet ikke bruger i løbet af året. Nu har kommunerne dog opbrugt den samlede pulje af anlægsmidler, lyder det.

Økonomiudvalget i kommunen har valgt at prioritere de næste års byggeprojekter ud fra følgende kriterier:

• Projekter, som kommunen er lovmæssigt forpligtet til at gennemføre såsom byggeri af nødvendig kapacitet, så der fx er pladser nok i skoler og daginstitutioner.
• rojekter, som kommunen er kontraktligt forpligtet til at gennemføre.
• Helt akutte vedligeholdelsesopgaver, såsom at imødegå myndighedspåbud, sikre sikkerhed og sundhed samt undgå driftsstop hos brugerne.

Jesper Christensen siger, at et stigende børnetal har haft betydning for, hvilke projekter, politikerne har udvalgt.

- København vokser. Vi bliver 10.000 nye borgere om året. Og så er der rigtig mange børn, der har krav på at få en vuggestue- og børnehaveplads og en plads i skolen på et tidspunkt. Som det er i dag, kan vi kun bygge det, der er absolut nødvendigt. Det betyder, at alle andre projekter bliver skubbet ud i fremtiden, siger Jesper Christensen til TV2 Lorry

Det er regeringen og Kommunernes Landsforening, der hvert år aftaler, hvor mange skattekroner kommunerne må bruge på byggeprojekter. Jesper Christensen håber derfor på, at en ny regering vil være med til at hæve anlægsloftet væsentligt.

Har skruet for hårdt
Det er Mette Reissmann, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Københavns Storkreds, ikke afvisende overfor.

- Man har skruet lidt for hårdt på knapperne, og vi kan jo tydeligvis se, at det er en borgerlig regering, der sammen med Dansk Folkeparti har indgået den nuværende aftale, og som har sat Københavns Kommune i den her situation.

Folketingskandidat for Venstre i Nordsjællands Storkreds Hans Andersen mener også, at kommunerne fremover skal have mulighed for at bruge flere penge på byggeprojekter, i takt med at der bliver flere børn og ældre, men han mener ikke, at det nuværende anlægsloft er for lavt:

- Jeg synes, at Københavns Kommune skulle have lavet et budget, der overholdt den aftale, de selv har været med til at indgå i sommer. Så havde de ikke stået i denne situation i dag, siger Hans Andersen.

Borgmesteren afviser, at de skulle have handlet anderledes. Han er dog glad for, at begge kandidater melder ud, at der fremover umiddelbart må bruges flere penge på kommunale anlæg.

- Jeg tager det som et udtryk for, at man godt ved, at man har en forpligtigelse her, siger Jesper Christensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078