Træt af at regne på bøvlede udbud?: Her er 10 gode råd
For mange entreprenører og håndværksmestre er kompleksiteten i bygherrens udbudsmateriale et af de største problemer, når der skal afgives tilbud. Dernæst er det især mangelfuldt udbudsmateriale, som volder de udførende problemer, når der regnes tilbud. Det er der ikke så meget nyt i. Sådan har det været i mange år.
Nu har Bygherreforeningen og Dansk Byggeri imidlertid besluttet sig for at gøre noget ved problematikken. Ikke mindst fordi kvaliteten af udbudsmaterialet er afgørende for kvaliteten af det færdige byggeri og fordi det har stor indflydelse på økonomien i projektet. Det er helt enkelt bundlinjen, der er i spil.
Både Bygherreforeningen og Dansk Byggeri er gået pragmatisk til værks og har sammen med en kreds af entreprenører og rådgivere udpeget 10 punkter, som strammer udbudsprocessen op og gør den mere gennemsigtig og mindre omkostningstung. Der er fem rigtig gode råd til bygherrerne og fem til entreprenørerne. .
Et godt, fælles råd til både entreprenørerne og bygherrerne er at sætte sig samme så tidligt i processen som muligt. Det er gennem dialogen man kan afdække risici og finde fejl eller misforståelser i projektet.
ANBEFALINGER TIL ENTREPRENØRERNE:
- Deltag aktivt i dialogen inden udbuddet. Byd ind med spørgsmål og giv bygherren indblik i, hvad der har betydning for, at I kan afgive et skarpt tilbud i forhold til udbudsmateriale og -proces.
- Forstå bygherren og samarbejdspartnernes proces, behov og projekt og vær med til at få afklaret, hvad der giver værdi, og hvor der er risici
- Få den/de kommende ansvarlige til at deltage i forhandlingerne og søg hurtig afklaring i baglandet
- Vær selektiv og fortæl hvorfor, hvis I fravælger et udbud.
- Anvend dialog til at afklare tvivl og risiko tidligt og tænk over, hvordan det skal indarbejdes i udbudsmaterialet
ANBEFALINGER TIL BYGHERRERNE:
- Overvej udbudsform og tænk over antallet af bydende i forhold til omkostninger på begge sider
- Vær tydelig om vægtning af kriterier (pris, kvalitet, organisation etc.) samt krav til form på besvarelsen
- Sørg for kvalitetssikring af udbudsmaterialet, så der ikke kommer for mange rettelser i tilbudsfasen.
Som et supplement til Bygherreforeningens og Dansk Byggeris gode råd kunne man måske notere, at en byggekontrakt ikke er en krigserklæring, men starten på et samarbejde.
Artiklen er en del af temaet MESTER HAK&HUG.