23948sdkhjf

Entreprenør og region slår halv skade: Nu skal MgO-plader skiftes

Region Syddanmark har indvilget i at betale halvdelen af udgifterne til udskiftningen af de fugtsugende vindspærreplader på Kolding Sygehus, men håber stadig på medhold i retten

Efter måneders tovtrækkeri er Region Syddanmark og entreprenøren HS Hansen ifølge JydskeVestkysten tæt på at indgå en aftale, der kan sparke gang i arbejdet med at udskifte de 5.500 kvm vindspærreplader, som HS Hansen tilbage i 2015 satte op bag facadeelementerne på det nye sygehusbyggeri.

Udskiftningen forventes ifølge avisen at gå i gang i sensommeren eller starten af efteråret, og i første omgang har Region Syddanmark altså indvilget i at betale halvdelen af udgifterne, der forventes at løbe op imellem 10 og 15 millioner kroner. Siden 2016 har regionen ellers håbet på at indgå forlig med HS Hansen og Niras, der var rådgiver på opgaven, men parterne har ikke kunnet finde frem til en løsning. Derfor ser det nu ud til, at sagen skal afgøres ved en voldgift, og her håber regionen stadig på medhold.

- Med aftalen parkerer vi det juridiske, og så laver vi en aftale, der gør det muligt, at vi får udskiftet de her MGO-plader. Regionen vil her afholde halvdelen af udgiften på at få udskiftet pladerne, mens entreprenøren afholder den anden halvdel. Men vi har så muligheden for at få pengene tilbageført, hvis vi får medhold i retssagen, siger Kenneth Holm, der i dag er vicedirektør for byggeriet af Nyt OUH i Odense, men tidligere var projektchef på byggeriet af det nye sygehus i Kolding, til JydskeVestkysten.

Ifølge Kenneth Holm anser regionen fortsat sagen som en mangel, entreprenøren er forpligtet til at afhjælpe, og derfor forventer Region Syddanmark at få udgifterne dækket, når sagen bliver afgjort i retten.

Arbejdet med at skifte pladerne vil ifølge avisen tage mellem seks og otte måneder, og arbejdet får ikke betydning for sygehusets drift i perioden.

Kilde: https://www.jv.dk/kolding/Efter-laengere...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094