23948sdkhjf

Fyld ordrebogen: Her er der nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Farsø, Skanderborg, Galten, Gedved, Ferring, Skærbæk, Slagelse, Næstved og på Frederiksberg

REGION NORDJYLLAND

FARSØ
Udbygning af efterskole
Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan, der muliggør udvidelse af Farsø Efterskole blev forleden endeligt vedtaget af Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

Efterskolen oplever en stigende interesse og dermed et støt voksende elevtal fra år til år, og udviklingsmulighederne i gældende lokalplan er ved at være udtømte.

REGION MIDTJYLLAND

SKANDERBORG
Museum og arkiv
Der skal etableres nyt museum på Skanderborg Station - Perron 1, og Skanderborg Byråd skal nu tage stilling til et kommissorium for realisering planerne. Foreløbig har Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget har vedtaget kommissoriet for realisering af museumsplanerne.

I 2016 blev der udarbejdet en helhedsplan for Museum Skanderborg i samarbejde med Skanderborg Kommune. Her blev mulighederne for en flytning af museet sammen Historisk Arkiv afsøgt. Ønsket var at finde en mere bynær placering, som kunne opfylde ønsket om et moderne og mere tidsvarende museum og arkiv i Skanderborg. På den baggrund besluttede Byrådet i 2018 at lade Museum Skanderborg flytte op i den tidligere posthusbygning på Skanderborg Station. I juni i år kunne byrådet så godkende den overordnede økonomi for det videre arbejde, herunder at den samlede salgssum for Adelgade 5 - dog maksimalt 10 mio. kr. - reserveres til etablering af nyt museum og arkiv, som derved udgør den kommunale medfinansiering.

Næste skridt er at få skitseret et byggeprogram, som skal danne grundlag for en udbudsrunde samt en detaljeret tidsplan for udviklingen af Museum Skanderborg på Skanderborg Station. Byggeriet forventes sat i gang i maj 2020.

GALTEN
Etageboliger
Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune har besluttet, at der kan udarbejdes lokalplan for et boligprojekt på Torvet 8-12 i Galten, efter at dette er blevet revideret af bygherre og arkitekt.

I forhold til de første planer er højden på byggeriet reduceret fra fem til fire etager, og stiforbindelsen mellem Nytorv og Torvet flyttes, så den løber langs kanten af det nye byggeri. Dette opnås, ved at arealet over mod Biohuset friholdes for bebyggelse, og der i stedet etableres en ny plads her med mulighed for ophold i tilknytning til torvet. Projektet er desuden ændret, så der nu bygges med saddeltage frem for fladt tag.

GEDVED
Tæt-lave boliger
Horsens byråd har godkendt forslag til Lokalplan 309, Boliger, Vestervej, Gedved, som herefter kan fremlægges i offentlig høring i fire uger.

Lokalplanlægningen er gennemført for at give mulighed for at opføre 19 tæt-lave boliger i en etage i den nordvestlige del af Gedved by.

Projektets placering i Gedveds historiske landsbykerne ved gadekæret har inspireret den nye rækkehusbebyggelses ydre fremtræden i såvel udformning som i materialer. Det autentiske kulturmiljø langs den historiske bygade Vestervej er bevaret, selvom funktionen er ændret, hedder det i sagsfremstillingen i byrådsreferatet.

FERRING
Overnatningsfaciliteter
Ejeren af Juelsgårdvej 11 i Ferring ønsker at opføre en ejendom til hoteldrift, hvilket kræver en ny lokalplan.

Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune sagde forleden god for, at arbejdet med ny lokalplanlægning sættes i gang.

REGION SYDDANMARK

SKÆRBÆK
Tæt-lave boliger
Borgerne i Skærbæk kan muligvis se frem til nye naboer i området. Et enigt by- og planudvalg i Fredericia Kommune anbefaler således, at et forslag til ny lokalplan for området ved Overmarken, som gør det muligt at opføre nye tæt-lave boliger, sendes i høring.

Det nye lokalplanforslag forventes at blive behandlet på byrådsmødet den 9. september. Bliver forslaget godkendt, sendes det i høring umiddelbart derefter.

REGION SJÆLLAND

SLAGELSE
Skæve boliger
Slagelse Kommune planlægger at etablere seks-otte fritliggende skæve boliger, og forleden besluttede byrådet at der skal arbejdes videre med etableringen af boligerne på den placering i Rosenkildeparken, som administrationen har peget på.

Slagelse Kommune har aktuelt 11 skæve boliger til rådighed i Slagelse by med henholdsvis seks boliger i Nansensgade og fem boliger på Klosterbanken. Begge boliggrupper er etableret som almene boliger i et samarbejde med Slagelse Boligselskab.

SLAGELSE
Haller
Slagelse Byråd har besluttet at fremlægge forslag til Lokalplan 1217, Kistefabrikken ved Nøddebovej, Harrested Mark og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i otte ugers offentlig høring.

Det er Fuglebjerg Kistefabrik, der har anmodet om en lokalplan, som kan sikre virksomhedens udvidelsesmuligheder. Fuglebjerg Kistefabrik ønsker at opføre to nye haller på hver omkring 400 kvm og med en højde på cirka seks meter.

SLAGELSE
25 rækkehuse
Slagelse Byråd har vedtaget Lokalplan 1209, Boligområdet Pilegårdsparken, Slagelse og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Det nye plangrundlag gør det muligt at opføre 25 rækkehuse i op til halvanden etage med tilhørende gårdhaver.

Området disponeres med fem stokke af rækkehuse, som vejbetjenes fra Ndr. Ringgade. Mod Ndr. Ringgade planlægges en beplantet støjvold.

NÆSTVED
Uddannelsesinstitution
Plan- og Erhvervsudvalget i Næstved Kommune har principgodkendt Lokalplan 108 for Absalon på Munkebakken, som skal bane vej for Professionshøjskolen Absalons udbygningsplaner.

Professionshøjskolen ønsker at bebygge det resterende areal inden for første del af Campus Næstved ved Munkebakken.

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG
Rækkehuse og tagboliger
Lejerbo har sendt en Skema A ansøgning vedrørende 11 tagboliger og ni rækkehuse på Peter Graus Vej til Frederiksberg Kommune, og den blev godkendt af Frederiksberg Kommunalbestyrelse forleden.

Projektet indgår i konkurrencen om grundkapital til 100 nye almene boliger og er et ud af tre projekter, som Kommunalbestyrelsen i maj 2018 besluttede, at forvaltningen skulle gå videre med.

Anskaffelsessummen for de 20 almene boliger er beregnet til 52,748 mio. kr.

Projektet på Peter Graus Vej omfatter 11 tagboliger under taget i den eksisterende afdeling på Peter Graus Vej 2-14 og ni rækkehuse på det fælles udeareal.

Projektet skaber samtidig en række forbedringer for den eksisterende boligafdeling på Peter Graus Vej, der består af 106 boliger, hedder det i referatet fra seneste kommunalbestyrelsesmøde. Projektet vil bidrage med en energirenovering af bebyggelsens tage, istandsættelse af afdelingens fælles lokale, etablering af en fælles terrasse samt et grønt løft til de fælles udearealer.

Du kan hver dag se en opdateret liste over nye byggeopgaver (kræver abonnement) i Licitationen-Byggeriets Dagblad. Se hvordan du abonnerer her

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079