23948sdkhjf

Nordjysk murer- og entreprenørfirma runder de 50 år

At kunne fejre 50 år er en milepæl for enhver virksomhed, der når så langt. Når Vodskov-virksomheden VME Simonsen & Wendt A/S i denne uge kan markere de første 50 år, er der flere grunde til at kippe med flaget for den nordjyske murer- og entreprenørvirksomhed, der på mange måder skiller sig ud i byggebranchen.

Det, der i 1969 begyndte som et lille murermesterfirma i Vestbjerg med en enkelt svend og en arbejdsmand på lønningslisten, har i dag udviklet sig til et anerkendt og veldrevet anlægs- og byggefirma med 35 ansatte og domicil på Følfodvej i Vodskov.

Tilbage i 1969 var det den unge murer, Thorkild Larsen, der etablerede den virksomhed, der 50 år senere drives videre af Thorkilds søn, Kim Kanstrup Larsen.
Kim Larsen, der er murer og diplomingeniør, overtog i et glidende generationsskifte fra 2006 til 2008 den fulde ledelse af VME, som virksomheden kaldes i daglig tale. Thorkild Larsen er for nogle år siden gået på pension, men bor stadig i privatboligen lige ved siden af firmadomicilet i Vodskov.

Kendt og anerkendt i branchen
Udover murerarbejde har VME specialiseret sig indenfor en række fagkompetencer og er særligt stærke på middelstore anlægsopgaver, herunder jord-, beton - og kloakarbejde samt fjernvarme. Atypisk for en virksomhed af VME’s størrelse påtager man sig også projektering og styring af byggeprojekter.

Denne specialisering er sammen med de mange års erfaring på et omskifteligt marked af afgørende betydning for en høj grad af effektivitet i anlægs- og byggearbejdet.
VME har formået at gøre sig kendt i byggebranchen, ikke mindst i Nordjylland, og virksomheden nyder stor anerkendelse blandt kunder og samarbejdspartnere for dens særlige kompetencer indenfor bygge- og anlægsområdet.

Fra parcelhuse til fjernvarmeanlæg
Hvor det i virksomhedens første år op igennem 1970’erne i høj grad var byggeriet af private parcelhuse, der skabte væksten, har dette billede ændret sig markant med tiden.
Virksomheden har igennem årene sat sit tydelige aftryk i det nordjyske landskab, ikke blot med opførelsen af en række parcelhuse i 1970’erne, men også som fast som leverandør til kommunale og regionale bygge- og fjernvarmeopgaver over hele Nordjylland og endnu længere væk.

Blandt de mange byggeprojekter, VME har været involveret i, er barmarksværkerne i bl.a. Grindsted, Langholt, Halvrimmen og Arentsminde, et værk på Fur samt tre værker på Mors. Hertil kommer nogle værker på Sjælland, heriblandt det på daværende tidspunkt største fjernvarmeprojekt herhjemme i Helsingør. Dermed har VME været med til at sikre fjernvarmeforsyningen til flere tusinde forbrugere i Danmark.
Opgaver i forbindelse med fjernvarmeforsyning er i dag én af grundpillerne i virksomheden, og det betyder, at der er et godt og stabilt fundament under økonomien, der giver råderum til at tænke i udvikling.

Nytænkende virksomhedsleder
Udvikling er et nøgleord, og Kim Larsen er en nytænkende virksomhedsleder, der gerne inddrager eksperter på hver deres felt i den løbende udvikling af virksomhed. De seneste år har digitalisering stået højt på dagsordenen, ligesom Kim Larsen gerne tager medarbejderne med på råd, når der skal findes gennemtænkte og optimale løsninger på de udfordringer, der opstår i hverdagen i en branche, der opererer i et stærkt omskifteligt marked.

For VME har det aldrig været ambitionen at opnå vækst alene for vækstens skyld. Det overordnede mål er at drive en sund og rentabel forretning, der formår at udvikle sig i takt med tiden. Med til dette hører, at VME igennem de senere år har fundet en niche indenfor branchen i form af entrepriser på byggeprojekter i mellemstørrelsen.

Et af de seneste eksempler på dette er en større udstykning med fire forskellige projekter, hvor der i alt skal opføres 135 boliger i Vadum. Her står VME for at udføre byggemodning af området samt jord, kloak og beton på tre byggefelter.

50-års jubilæet markeres med en reception fredag den 27. september. Det foregår i firmadomicilet på Følfodvej 20 i Vodskov fra kl. 12:00 til kl. 16:00
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093