23948sdkhjf

Kloakmester Vagn kører stjerne-vogn

Midtsjællandsk kloakmester spænder traileren på sin arbejdsbil: En 6 cylindret Mercedes ML350
”Nå, det går da vist rigtig godt med forretningen!”
Den bemærkning har kloakmester Vagn Nielsen hørt flere gange, når han dukker op hos en kunde.

Og bemærkningen går på den bil, som Vagn kører i. Og man kan sådan set godt følge de undrende kunder, som nok forventer, at en kloakmester kommer i en ladvogn eller kassevogn med mudder op af siderne.

Men sådan er det ikke med Vagn. Han kører nemlig Mercedes, nærmere bestemt en ML350 Blue Tec med en 3 liter turbodiesel motor med 6 cylindre som yder 260 hk. Det er en 2013-model, som er indregistreret første gang i oktober 2012.

- Ja, erkender Vagn. Det kan godt være, at mange har en forestilling om, at det er dyrt at købe en Mercedes, men det var faktisk den billigste, brugte bil jeg kunne få med permanent firehjulstræk og som kunne slæbe 3.500 kg., siger den midtsjællandske kloakmester, som har base i Osager lige uden for Osted syd for Roskilde.

Bilen er som nævnt købt brugt og havde han haft lommen fuld af guld ville han have købt en Toyota Landcruiser VX 200 – med otte cylindre. Han har tidligere kørt Landcruiser, men da den efterhånden var godt medtaget måtte den skiftes – og den blev altså til en Mercedes ML350.

Voldsomt drejningsmoment
Vagn kører godt 20.000 km. om året i sin Mercedes og de 15.000 af dem bliver kørt med en Ifor Williams trailer på krogen læsset med enten en gravemaskine, en læssemaskine eller kloakrør, grus eller cement.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med vognen. Den er meget komfortabel at køre i og så er den brølstærk.Drejningsmomentet på 620 Nm er så stort, at man nærmest slet ikke bemærker, at man har noget på krogen, fortæller Vagn, der fik eftermonteret en bakkamera i bilen, så han nemt og bekvemt kan bakke vognen til traileren. Og undgå buler.
Vagn har selv indrettet bilen bagi med et gammelt stålskab og lidt fiks-fakserier, så der er plads til det mest nødvendige værktøj. Resten ryger på traileren.
Han har haft bilen et par år og den har kørt omkring 150.000 km. De fleste af Vagns kunder ligger inden for en radius af 20-30 km, så det bliver til mange forholdsvis korte ture, men indimellem også nogle lidt længere. Han har for eksempel også haft en opgave i Sverige, hvor Mercedes´en krydsede Øresund.

Kloakmester og landmand
Vagn, som er 51 år og har drevet kloakfirma siden 2005, er oprindeligt uddannet landmand. Han gik en tid og hjalp en kloakmester, som opfordrede ham til selv at blive kloakmester og det spor i livet har han ikke fortrudt:
- Jeg er glad for mit arbejde. Kloakopgaverne fører som regel mere med sig og jeg støber både fundamenter, lægger fliser og lignende. Og så kører jeg lidt ”maskinstation”, hvor jeg presser wrap og rydder sne, når den sæson melder sig.

Vognparken består udover ML350’eren og Ifor Williams traileren blandet af en par minigravemaskiner og en 7,5 tons gravemaskine, en mindre læssemaskiner samt en minitraktor.
Seneste investering er en kombineret såmaskine og stennedlægger. Der er nemlig nogle nye udstykninger på vej i området – og de skal selvfølgelig have anlagt nogle græsplæner. Så Vagn er klar: Op på traileren med såmaskinen/stennedlæggeren og ind i ML350’eren – og gøre sig klar til atter at høre bemærkningen:
”Nå, det går da vist rigtig godt med forretningen!”


Et par gode detaljer
Kloakmester Vagn Nielsen er glad for sin ML350’ere. Hele vejen rundt. Beder man ham udpege en detalje, som han er rigtig glad for, så peger han på knappen i den åbne bagklap, som får trækkrogen til at svinge automatisk ind under vognen – og ud igen, når han trykker en gang til.
Også førerkomforten – med læderstue og det hele – får gode ord med på vejen.
Og endelig, men ikke mindst, det høje drejningsmoment på 620 Nm og den overlegne trækkraft.

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125