23948sdkhjf

Bygherrer i tæt kamp om hæderspris: Se hvem der er med i finalen

20 indstillede bygherrer er nu barberet ned til tre finalister i kampen om Bygherreprisen 2019.

Prisen, der uddeles den 7. november ved Building Awards i København, er uddelt siden 1999, og i år er Roskilde Kommune, Himmerland Boligforening samt de private developere NREP og AG Gruppen udvalgt til finalefeltet.

- Jeg synes, at vi har tre stærke kandidater med meget forskellige udgangspunkter. Vi har den offentlige bygherre i form af Roskilde Kommune, der med høje ambitioner og nytænkning faciliterer og leder byens udvikling i en mere bæredygtig retning. Så er der den stærke kommercielle bygherre i form af NREP og AG Gruppen. Det er developere, der måske lidt overraskende for udenforstående, insisterer på at søge nye og udfordrende veje med cirkulære løsninger. Og så er der en stor almen boligorganisation, der gennem sit byggeri blandt andet har skabt mere sundhed, øget tryghed og en masse sociale gevinster i en ellers udskældt bydel i Aalborg, siger adm. direktør Henrik Mielke fra Enemærke & Petersen i en pressemeddelelse.

Han er bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben, der sammen med Bygherreforeningen uddeler prisen, og medlem af bedømmelseskomiteen.

Building Awards
Licitationen – Byggeriets Dagblad arrangerer for anden gang Building Awards 2019, som sætter fokus på byggeriets værdiskabelse.
Building Awards 2019 foregår torsdag den 7. november 2019 og starter med en konference på Blox i København med temaet, hvordan Danmark bliver en grøn supermagt.
Om aftenen rykker Building Awards til The Plant i København, hvor 10 priser uddeles ved et stort awardshow.
Licitationen – Byggeriets Dagblad arrangerer Building Awards 2019 i samarbejde med Bygherreforeningen, Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar (FBSA), Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Boligfonden Kuben, Dansk Arkitektur Center, Dansk Byggeri og foreningen Lean Construction DK
Læs mere om Building Awards 2019 her

Skabe værdi for omverdenen
Bygherreprisen 2019 hædrer en bygherre, som i et eller flere byggeprojekter har udvist en særdeles god og professionel bygherreindsats, og som udlever en stærk vision og sætter en strategisk retning for sit byggeri.

I år har der fokus været på bygherrer, som har formået at akkumulere viden og dygtiggøre sig selv og branchen samt skabt værdi til omverdenen. Ikke blot på et projekt, men over flere projekter.

Musicon spiller
Roskilde Kommune er udvalgt for blandt andet den måde, kommunen arbejder med samarbejder og partnerskaber eksempelvis med Roskilde Universitet om nye omkostningsneutrale metoder til PCB-sanering på kommunens folkeskoler. Samtidig har kommunen med nytænkning og innovation skabt en bæredygtig dagsorden for udviklingen af den nye bydel Musicon.

NREP og AG Gruppen er blandt de tre finalister for i fællesskab at have opført de bæredygtige byggerier Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestad Syd på Amager, hvor der er gjort brug af genbrugsmaterialer.

En anonym rolle
Endelig er Himmerland Boligforening udvalgt for at give et fysisk og socialt løft til det udsatte boligområde i Kildeparken i Aalborg Øst gennem en renovering til 1,4 mia. kr. Det er sket via partnerskaber med en lang række private og offentlige aktører.

- Bygherreorganisationen bag et stort visionært byggeprojekt spiller ofte en lidt anonym rolle i forhold til det byggeri, som opføres. Og når byggeriet endeligt står færdigt, glemmer man ofte det forarbejde, der ligger bag. Men bygherren spiller en central rolle som den, der sætter rammerne for det færdige byggeri og vejen dertil. Det er igangsætteren og det strategiske anker i byggeprojektet. Bygherren er indkøber og angiver retningen og er derfor helt afgørende for byggeriets succes, udtaler formand for bedømmelseskomiteen og adm. direktør i Lejerbo Palle Adamsen i pressemeddelelsen.

Sidste år vandt Realdania By & Byg Bygherreprisen for opførelsen af Blox i København.

Finalisterne
  • Roskilde Kommune for en kontinuerlig stærk bygherreindsats med blandt andet fokus på FN’s verdensmål og for udvikling af bydelen Musicon.
  • NREP og AG-gruppen for at vise vejen frem mod mere et cirkulært byggeri ved opførelse af boligbyggerierne Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestaden på Amager i København.
  • Himmerland Boligforening for i samarbejde med en lang række private og offentlige parter at have forvandlet Aalborg Øst til et attraktivt boligområde til inspiration for resten af den almene sektor
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109