23948sdkhjf

Færre nye smede- og industritekniker-lærlinge

Det går den forkerte vej med rekrutteringen af nye lærlinge indenfor smede- og industritekniker-uddannelserne. Nye tal fra Undervisningsministeriet viser således, at antallet af indgåede uddannelsesaftaler i årets første otte måneder faldt med henholdsvis 9,1 pct. (for smede) og 8,8 pct. (for industriteknikere) i forhold til samme periode året før.

- Det er en beklagelig udvikling og også en smule frustrerende, når man tænker på, at alle analyser viser, at vi kommer til at mangle faglærte indenfor ikke mindst disse uddannelser de kommende år, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse, og uddyber:

- Det er dog værd at bemærke, at det rent faktisk er lykkedes for vores medlemsvirksomheder at øge antallet af lærepladser med 67 pct. over de seneste fem år, hvilket er ganske flot.

Hun understreger, at der er brug for, at andre brancher i højere grad også er med til at tiltrække og uddanne de dygtige faglærte unge.

- På samme måde vil vi fra vores side gøre vores til både at få åbnet virksomhedernes døre for endnu flere lærlinge og at få flere unge til at vende blikket mod de tekniske erhvervsuddannelser, siger Tina Voldby.

Derfor lancerer blandt andet Tekniq Arbejdsgiverne i november en ny kampagne.

- Den skal få flere unge til at vælge en industri- eller smedeuddannelse. Omdrejningspunktet i kampagnen er en film, der målrettes de unge på de sociale medier, og som også kan bruges af for eksempel virksomhederne og skolerne, siger Tina Voldby.

Tekniq Arbejdsgiverne indleder også en særlig kampagne overfor virksomhederne under overskriften ”Tag en ekstra lærling” med materialer om lærlingeforløb og gode råd, når man ansætter en lærling. Også denne kampagne går i luften i november.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11