23948sdkhjf

Napper byggeprojekt på Fyn til over en halv milliard kroner

Enemærke & Petersen har underskrevet en byggekontrakt med FAB (Fyns Almennyttige Boligselskab) til 522 millioner kroner. Kontrakten indebærer en omfattende renovering af Højstrupparken i Odense og er Enemærke & Petersens første projekt på Fyn. Højstrupparkens ansigtsløft skaber samtidig nye arbejdspladser på Fyn, da Enemærke & Petersen får brug for lokale kræfter til det store projekt
Højstrupparken i Odense står over for en omfattende renovering. 70 års livlig beboelse i bygningerne har nemlig sat sine spor i Højstrupparken, og derfor ønsker FAB nu at fremtidssikre byggeriet med en omfattende renovering.

Med den store renoveringsopgave skabes der samtidig nye arbejdspladser, da Enemærke & Petersen får brug for lokale kræfter til at løfte det store projekt. Derfor er det også med både spænding og ydmyghed, at Enemærke & Petersen står overfor sit første byggeprojekt på Fyn:

- Det er med stor glæde, at vi har fået kontrakten med FAB, og vi ser meget frem til samarbejdet. Samtidig ser vi også byggeriet som et af de første af mange gode projekter på Fyn, siger Henrik Mielke, der er administrerende direktør i Enemærke & Petersen.

Højstrupparken er tidligere udnævnt som et af Danmarks bedste eksempler på et muret byggeri, når der tales om almene byggerier fra perioden 1940’erne og 1950’erne. Byggeprojektet skal fremtidssikre og modernisere hele Højstrupparken og indbefatter bl.a. energirenovering samt nye udearealer.

Starten på et fynsk eventyr
Renoveringen af Højstupparken vil blandt andet betyde, at boligerne får nye køkkener, bad og altaner samt får fjernet de omfattende kuldebrosproblemer. Derudover udskiftes vinduespartier, ligesom der etableres elevatorer. Dertil vil en stor del af boligerne blive indrettet som tilgængelighedsboliger.

Igennem planlægningsprocessen har der været et stort fokus på bæredygtighed, og på bæredygtighedstiltag i byggeriet. Det betyder, at byggeriet bliver det første store renoveringsprojekt på Fyn, der formelt bliver blåstemplet som et bæredygtigt byggeri i henhold til DGNB certificeringsordningen.

- Vi er rigtig glade for, at der i Højstrupparken indarbejdes både miljømæssige, økonomiske og ikke mindst sociale bæredygtighedstiltag til gavn for vores beboere. Bæredygtigt byggeri er noget vi arbejder meget målrettet med i henhold til vores strategi, så vi er rigtig glade for, at vi sammen med Enemærke & Petersen har lagt den bæredygtige overligger højt i dette projekt, siger direktør Jacob Michaelsen fra FAB.

Det store byggeprojekt sættes i gang i løbet af december 2019 og forventes at være færdigt i starten af 2023.

KOM I SNUSE-PRAKTIK
Foruden moderniseringen af Højstrupparken har de to samarbejdspartnere indgået et forpligtende samarbejde med Byg Til Vækst, der skal hjælpe ledige beboere med at komme i såkaldt snuse-praktik på byggepladsen. Med snuse-praktikken kan borgere stifte bekendtskab med byggebranchen og tilegne sig en række kompetencer, der potentielt kan sikre dem beskæftigelse i byggebranchen:
- Vi glæder os meget til den beskæftigelsesindsats, vi skal i gang med sammen med FAB. Vi har et godt kendskab til Byg Til Vækst og har stor respekt for de resultater, organisationen har skabt gennem flere år. Vi ser frem til samarbejdet og de nye kompetencer, vi så kan tilegne os i den sammenhæng, siger Henrik Mielke, administrerende direktør i Enemærke & Petersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.897