Ung mand dræbt på job i Lyngby - fik mur ned over sig
Arbejdstilsynet skal klarlægge årsag til dødsulykke under nedrivning af ejendom.
Sammen med andre var han i færd med at rive en bygning ned på Skovmarken 1 i Lyngby, da ulykken skete. Den 21-årige fik en mur ned over sig og blev dræbt.
Det præcise forløb på arbejdspladsen, som klokken 7.18 førte til ulykken, skal Arbejdstilsynet klarlægge. Ifølge sn.dk fortsætter undersøgelsen lørdag på stedet.
Den afdødes familie i Polen er blevet underrettet, oplyser Nordsjællands Politi ifølge sn.dk.
Da hændelsen stadig bliver undersøgt, er det uvist, om den afdødes arbejdsgiver vil blive sigtet i sagen.
Hvis en dødsulykke bliver anerkendt som en arbejdsskade, er der mulighed for, at de efterladte er berettiget til erstatning.
Der blev i 2018 anmeldt 42.791 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet.
Blandt de anmeldte arbejdsulykker var 31 dødsulykker, viser tal fra siden Arbejdsmiljø i Danmark, som Arbejdstilsynet og Videnscenter for Arbejdsmiljø står bag.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/