23948sdkhjf

Demonstranter væltede stillads på omstridt arbejdsplads

Vold og omfattende hærværk, siger politiet efter demo ved byggeplads i Lundtoftegade i København

Demonstranter har mandag formiddag væltet et stillads i Lundtoftegade i København, skriver Ekstra Bladet. Desuden er en bil blevet udsat for hærværk.

Uroen har ulmet i flere dage. De protesterende stilladsarbejdere har sagt, at de mener, at stilladset er opsat ulovligt.

Fagforbundet 3F har tidligere oplyst, at der kører en sag mod en arbejdsgiver for underbetaling af litauiske ansatte.

Angiveligt har politiet været talstærkt til stede i Lundtoftegade. Her har cirka 300 personer ifølge Ekstra Bladet været forsamlet for at protestere mod arbejdsforholdene på pladsen, som endte med at blive stormet.

Protesten mod forholdene på arbejdspladsen har resulteret i vold og omfattende hærværk, oplyser politiet.

"Vi opfordrer parterne til at gå dialogens vej", skriver Københavns Politi på Twitter mandag formiddag.

Her forsikrer politiet også, at man vil "skride konsekvent ind over for kriminelle handlinger".

Først på eftermiddagen er status, at ingen personer er blevet anholdt og sigtet. Men man forventer at rejse sigtelser på baggrund af efterforskningen, lyder det fra kommunikationssektionen i Københavns Politi.

Ved en konfrontation på stedet i fredags besluttede betjente at trække deres stave mod nogle af de fremmødte.

Søndag aften blev en stilladsarbejder fra 3F og en medarbejder fra Dansk El-Forbund angiveligt overfaldet og tæsket, da de ville dokumentere forholdene, skriver Fagbladet 3F.

Fagbladet skriver i øvrigt, at der mandag også blev kastet med sten. Formanden for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, beklager situationen.

- Det er ikke i orden, at en faglig sag eskalerer på den her måde, og vi tager skarpt afstand fra vold, uanset hvem der begår den, udtaler han ifølge bladet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109