23948sdkhjf

Det gode snedkerhåndværk skal hædres igen

Så er det atter blevet tid til at hylde kvalitet og innovation i det danske snedkerhåndværk, når Københavns Snedkerlaug til april uddeler Snedkerprisen 2020.

Læs også: BILLEDER: Se Nomas prisvindende træhåndværk indefra

Det er tredje gang, prisen uddeles, og der er nu åbnet for ansøgningsrunden. Det oplyser Københavns Snedkerlaug i en pressemeddelelse.  

– Vi skal hylde det bedste inden for vores stolte håndværkstradition, og vi ser frem til at finde næste års vinder, der på sin helt egen måde har bidraget til at løfte vores håndværk – måske endda ind i fremtiden, lyder det fra snedkermester Mads Raaschou, er oldermand i Københavns Snedkerlaug.

Prisen har til formål at belønne personer, firmaer, organisationer og bygherrer som har deltaget i et byggeri eller indretning, hvor den væsentligste del af snedkerarbejdet er udført i træ. Det kan også dreje sig om restaurering af inventar i byggeri, hvori træ er hovedbestanddelen af arbejdet, ligesom prisen kan gives til nyt møbeldesign, ny teknologi eller lignende.

Prisen er på 150.000 kr., som doneres af Kirsten og Freddy Johansens Fond, og ansøgningsfristen er den 31. januar 2020.

Læs også: Snedkerprisen går til… Noma

Tidligere vindere
Noma modtog den allerførste Snedkerpris i 2018. Priskomiteen ønskede med prisen at anerkende, hvordan materiale og godt håndværk var blevet en bærende del af oplevelsen for alle besøgende i den nye restaurant på Refshaleøen i København. Det nye Noma er tegnet af Bjarke Ingels Group, indrettet af Studio David Thulstrup, og træ er det gennemgående materiale i bygninger og indretning.

Andet år gik prisen til et par visionære udøvere af håndværket; Møbelsnedkeriet Egeværk. Indehavere Mette Bentzen og Lasse Kristensen og deres team modtog den store anerkendelse for en innovativ og udforskende tilgang til de danske møbeltraditioner.

For Egeværk har Snedkerprisen været vigtig i forholdet til de internationale samarbejdspartnere.

– Vi står på skuldrene af en enestående tradition, som vi er stolte af at være rundede af. Overalt i verden møder vi stor respekt for det danske snedkerhåndværk og den danske møbeltradition. Så en anerkendelse fra lige præcis den danske snedkerbranche har enorm vægt – også internationalt – og det har været vigtigt for os, fortæller Mette Bentzen fra Egeværk.

Snedkere, arkitekter, ingeniører og bygherrer kan ansøge om Snedkerprisen. De prisbelønnede projekter skal fortrinsvis ligge i Danmark og være synlige for en stor del af offentligheden.

Emner eller projekter indstilles ved at beskrive dem kort og vedlægge billeder og indstillingen sendes til snedkerprisen@snedkerlauget.dk senest den 31. januar 2020.

 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141