23948sdkhjf

Kom indenfor i møllebyggerens hule

Nu kan du komme helt tæt på restaureringen af Dybbøl Mølle, inden møllevingerne skal monteres.

Lige siden den omfattende restaurering af Dybbøl Mølle blev indledt i 2019, er arbejdet blevet fulgt med stor interesse. Møllebygger Petersen fra Avnbøl har næsten dagligt fået henvendelser fra enkeltpersoner, mølleentusiaster og institutioner, der alle ville tættere på og nærstudere det spændende arbejde.

– Først nu er vi så langt i forløbet, at vi kan tillade os at åbne porten til værkstedet og lade alle interesserede komme ind og se, hvor langt vi er med de to 22 meter lange møllevinger, der monteres inden april. Her er det muligt at få en snak med vores medarbejdere og på tætteste hold studere de forskellige håndværksmæssige detaljer, få at vide, hvordan man kontrollerer vingernes hastighed, og sørger for, at de står i den rette position for at udnytte vinden optimalt, siger møllekoordinator Morten Anker Petersen.

– Jeg vil gerne give publikum en unik oplevelse, for det de ser på værkstedet, kan de ikke se andre steder. For os handler det om at sikre en kulturarv. Og vi er stolte af vores arbejde.

Opgaver ikke en mangelvare
Møllebygger Petersen har åbent hus på adressen Løntoft 9 i Ragebøl, fredag den 31. januar fra kl. 12 til 14, hvor der bydes på en kop kaffe eller chokolade. Publikum får blandt andet mulighed for at tale med møllebyggerne.

– Vi har ingen møllebyggeruddannelse i Danmark, så vi er nødt til selv at uddanne dem, hvis ikke håndværket skal uddø. Det tager tid, men heldigvis er opgaver ikke en mangelvare. Vi har to-tre nye mølleprojekter og opgaver med at genskabe skovlhjul til vandmøller. Det vil primært ske i de lejede lokaler i Ragebøl.

Sammen med søsterselskabet Karl D. Petersen har Møllebygger Petersen ApS et indgående kendskab til restaurering af bevaringsværdige ejendomme. Blandt de nyere projekter er bindingsværksbygningen, Holstenerladen, ved Lysabild Præstegård og restaureringen af samtlige døre og vinduer på Augustenborg Slot. Firmaet har netop afleveret Bygholm Mølle i Vejlerne ved Thy efter en gennemgribende restaurering.

Der kræves ikke forhåndstilmelding til åbent-hus- arrangementet, og parkeringsmulighederne i området er gode.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096