Klimatiltag giver masser af jobs i byggeriet
Der er masser af muligheder for beskæftigelse til det arbejdende folk, når Danmark de kommende år skal skrue op for klimaindsatsen.
Etablering af mere klimavenlig energi kan blandt andet give job til 6.700 3F’ere i en periode på fem år.
Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet, skriver Fagbladet 3F.
Ifølge notatet ”Grøn omstilling kan skabe tusindvis af nye job i Danmark” vil halvdelen af de nye arbejdspladser, 3.000, være inden for udbygning af fjernvarme. Knap 2.000 kommer i forbindelse med udskiftning af olie- og gasfyr. Resten primært ved at opsætte nye vindmøller.
Det er især i byggeriet, at de nye job vil blive skabt. I Dansk Byggeri er man da også begejstrede for fremtidsudsigterne.
- Rapporten viser noget om det gigantiske potentiale, der er ved den grønne omstilling lige fra de største havvindmølleparker til den mindste udskiftning af termoruder i parcelhuset. Et potentiale, som både gavner klimaet, forstærker Danmarks styrkeposition i den grønne industri – og skaber tusindvis af gode solide danske arbejdspladser, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
- Ikke mindst energirenovering af den eksisterende bygnings- og boligmasse samt udskiftning af oliefyr, er i vores optik helt afgørende for, at det brede flertal bag klimaloven kan komme i mål med de ønskede energibesparelser, siger Bo Sandberg.
Også andre brancher
Forbundsformand i 3F, Per Christensen, peger på, at det er vigtigt, at også ansatte i andre brancher får mulighed for at få en bid af kagen.
- Der er rigtig mange 3F-job i at satse på klimainvesteringer. Men vi skal huske på de mange tusinder, der i dag arbejder i industrier, som ikke er grønne. Her skal vi sikre uddannelse og muligheder for omstilling. Klimaindsatsen skal ikke føre til, at vi sætter kollegaer af. Vi skal have alle med, siger Per Christensen.
Han kalder det også en ”vigtig sidegevinst”, at mange af arbejdspladserne vil blive skabt i provinsen.
- Det er med til at sikre et Danmark i balance, siger Per Christensen.