23948sdkhjf

Sådan håndterer du bly, PCB, asbest og støv

Nye vejledninger skal sikre lovlig og ens håndtering af problematiske materialer
Arbejdet med skadelige stoffer som bly, asbest og støv kan få alvorlige konsekvenser for håndværkerne og naturen, hvis arbejdet ikke bliver udført sikkert og korrekt. Derfor har Nedrivnings- og Miljøsaneringssektionen i Dansk Byggeri udgivet fire nye vejledninger, der viser, hvordan nedrivnings- og saneringsopgaver skal udføres, så medarbejdere og miljø er beskyttet, og lovgivningen bliver overholdt.

Der er meget store udsving i kvalitet og pris på mange af de nedrivnings- og saneringsopgaver, der hver dag bliver udført rundt om i landet. De nye vejledninger skal derfor sikre et fælles udgangspunkt, når bygherrer, rådgivere og entreprenører i fællesskab skal gennemføre opgaver, der involverer problematiske stoffer.
- Hvis nedrivning- eller saneringsopgaver ikke bliver udført på en ordentlig og sikker måde, går det først og fremmest ud over medarbejderne, der unødigt risikerer helbredet, fordi de bliver udsat for sundhedsskadelige stoffer som PCB, asbest eller bly. Samtidig kan en forkert håndtering af farlige materialer blive et alvorligt problem for bygherren, der risikerer at løbe ind i forsinkelser og ende med en større slutpris end forventet, fordi byggeprocessen ikke har været ordentligt planlagt og styret undervejs, siger formand for Nedrivnings- og Miljøsaneringssektionen i Dansk Byggeri Thomas Kingo.

For nedrivnings- og miljøsaneringsvirksomhederne er det derfor afgørende, at bygherrer og deres rådgivere fra projektets start har kendskab til gældende regler og krav.
- Det er mere end ti år siden, vi lavede de første vejledninger. Siden er der kommet endnu mere opmærksomhed på miljøfarlige og sundhedsskadelige stoffer i bygninger, og det har medført nye regler. Samtidig har branchen også gjort sig mange gode erfaringer, der bliver båret videre i de nye vejledninger, siger Thomas Kingo.

Håber på bred anvendelse
De nye vejledninger er udarbejdet med henblik på, at man kan henvise direkte til dem i udbudsmaterialerne.

- Jeg håber, at anvisningerne vil blive brugt flittigt i branchen, for det er både til gavn for bygherre, rådgiver, entreprenør og ikke mindst den grønne omstilling. Når der ikke er styr på, hvad reglerne siger om håndtering af miljø- og sundhedsskadelige stoffer, så risikerer bly, PCB og asbest at havne frit i naturen, siger Thomas Kingo, formand for Nedrivnings- og Miljøsaneringssektionen i Dansk Byggeri.

Vejledningerne om bly, PCB og asbest er revisioner af tidligere udgaver, mens vejledningen om støv er helt ny. Vedledningerne kan frit bestilles hos Nedrivnings- og Miljøssaneringsektionen i Dansk Byggeri eller hentes på www.nedbrydningssektionen.dk .

Læs vejledningerne her
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093