23948sdkhjf

Hvad gør du, hvis corona-virus forsinker din entreprise, mester?

Coronavirussen har ramt hele verden og senest også Danmark. I det følgende giver Dansk Byggeri et indblik i, hvad der gælder, hvis virussen påvirker din entreprise, for eksempel fordi dine materialer ikke kommer frem i tide.
Udgangspunktet i dansk ret er, at entreprenøren skal levere sine ydelser i overensstemmelse med aftalen med bygherren, herunder til den aftalte tid.
AB 92/ AB 18 (og de øvrige AB-dokumenter) giver dog entreprenøren ret til i visse tilfælde at kræve en tidsfristforlængelse, fremhæver Dansk Byggeri.

Et af disse tilfælde er ved såkaldt ”force majeure”. Dvs. den situation hvor en udefrakommende ekstraordinær begivenhed, som hverken bygherren eller entreprenøren er herre over, medfører forsinkelse. Se fx AB 92 § 24, stk. 1, nr. 3, og AB 18 § 39, stk. 1, litra c (”tilsvarende forhold”).

Et andet tilfælde er, hvor det offentlige, uden entreprenøren (eller bygherren) er skyld i det, udsteder et forbud eller et påbud, der medfører forsinkelse. Se fx AB 92 § 24, stk. 1, nr. 5, og AB 18 § 39, stk. 1, litra e.

Ovennævnte muligheder for tidsfristforlængelse gælder formentlig også, selvom AB ikke er aftalt mellem bygherre og entreprenør. Der er med andre ord tale om udfyldende entrepriseret.
Er coronavirussen ”force majeure”, der giver entreprenøren ret til tidsfristforlængelse?
WHO erklærede den 30. januar 2020, at coronavirussen udgør en international sundhedskrise.

Meget taler for, at entreprenøren kan påberåbe sig ”force majeure” i det omfang, det kan dokumenteres, at virussen er skyld i en forsinkelse af entreprisen (for eksempel som følge af en forsinket materialeleverance), Det gælder ikke mindst, hvis forsinkelsen kan henføres til de områder, hvor coronavirussen er særligt udbredt (fx Kina eller Italien).

Om coronavirussen kan betegnes som ”force majeure” i et givent aftaleforhold, afhænger dog altid af en konkret vurdering fra sag til sag. Her må man blandt andet inddrage tidspunktet for bestilling/aftaleindgåelse og det relevante aftalegrundlag, herunder eventuelle ”force majeure”-klausuler.

Forsinkelse og loyalitet
Der gælder et almindeligt princip om loyalitet og samarbejde i entrepriseforhold.

Det princip betyder blandt andet, at entreprenøren skal orientere bygherren, hvis entreprenøren vurderer, at der er risiko for forsinkelse. Entreprenøren skal inden for rimelighedens grænser også forsøge at undgå en eventuel forsinkelse eller begrænse den. Se AB 92 § 24, stk. 2, og AB 18 § 39, stk. 2 og 3.

Muligheden for forsinkelseserstatning?
Hvis entreprenøren har ret til en tidsfristforlængelse, rejser spørgsmålet sig, om entreprenøren også har krav på forsinkelseserstatning. Besvarelsen af dette spørgsmål afhænger både af det konkrete aftalegrundlag og af baggrunden for (den berettigede) tidsfristforlængelse.

Er tidsfristforlængelsen fx begrundet i ”force majeure”, vil entreprenøren som udgangspunkt ikke kunne gøre et forsinkelseserstatningskrav gældende over for bygherren.

Skyldes tidsfristforlængelsen derimod, at det offentlige, uden at entreprenøren (eller bygherren) er skyld i det, udsteder et forbud eller et påbud, vil det i AB-regi (dog ikke AB Forbruger) give entreprenøren ret til erstatning. Se fx AB 92 § 27, stk. 2, og AB 18 § 43, stk. 2.


Læs mere om corona-virus på Sundhedsstyrelsens hjemmeside



Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.832