23948sdkhjf

Efter konkursen: Vinduesfabrik på auktion

Nu er det besluttet, hvad der sker med Total Døre og Vinduer A/S i Munkebo, som gik konkurs sidst i januar.  Det oplyser kurator, advokat Anders Madsen fra Agenda Advokater i Odense, til Wood Supply. 

Allerede inden coronavirus satte store dele af samfundet på pause, blev det sammen med panthaver besluttet, at man ville udbyde ejendommen og aktiverne til salg separat med hjælp fra et eksternt auktionshus. Nykredit Bank har virksomhedspant i Total Døre og Vinduer A/S, og Nykredit Realkredit har ejendomspant. 

Arbejdet med at gøre klar til auktionerne er tæt på at kunne sættes i gang, men i lyset af den nuværende situation afvejer parterne, om det skal iværksættes nu eller vente nogle uger eller måneder. 

Siden konkursbegæringen blev indgivet til Skifteretten i Odense den 28. januar i år har kurator arbejdet på at danne sig et overblik over aktivmassen; vindues- og dørproducenten rådede over 4.000 kvm bygninger med produktion, lager med mere.  

To henvendelser om en samlet virksomhedsoverdragelse har der også været. Ifølge kurator var de dog af løs karakter og har ikke givet anledning til en egentlig dialog. 

En løsning, hvor en køber overtager hele virksomheden – fabrik og aktiver – kan også stadig komme på tale. 

– Kommer der en, der er seriøs omkring en overtagelse, kan vi i princippet bremse auktionen helt frem til sidste øjeblik, siger Anders Madsen.

Total Døre & Vinduer – fra start til konkurs

Total Døre & Vinduer blev grundlagt af tømrermester Holger Duelund i 1957 som en traditionel tømrer og snedker virksomhed i Munkebo på Fyn.  

I 1985 overtog sønnen Palle Duelund roret og samtidig påbegyndtes en standardisering og specialisering i fremstilling af døre og vinduer.  

I 2018 købte ingeniør Morten Blomstrøm firmaet. Under hans ledelse blev firmaet i maj 2019 omdannet fra et anpartsselskab til et aktieselskab. 

Den 28. januar 2020 indgav firmaets ledelse konkursbegæring ved Skifteretten i Odense.

Bag konkursen lå tre væsentlige årsager. En stor kunde, en typehusproducent, valgte at udfase sine ordrer hos Munkebo-firmaet med et stort omsætningstab til følge. Samtidig betød Brexit, at en række andre danske vinduesproducenter med eksport til Storbritannien har vendt sig mod det danske marked, hvor den øgede konkurrence har ramt Total Vinduer Døre og Vinduer. Endelig har øget import af vinduer til Danmark også en aktie i konkursen, da det generelt gjorde markedet sværere. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142