23948sdkhjf

Oplevelsespark af træ og genbrugsmaterialer

Byggeriet af 19 hektar stor oplevelsespark nærmer sig afsluttende fase
Børnenes hovedstad, Billund, får snart endnu en stor attraktion, når det populære WOW PARK slår dørene op i Billund. WOW PARK råder i dag over en park i Skjern med mere end 35.000 årlige besøgende, og nu udvider oplevelsesvirksomheden således konceptet med endnu en naturpark i størrelsesordenen 19 hektar svarende til knap 40 fodboldbaner.

- Vi glæder os naturligvis over udsigterne til at blive en del af det store oplevelsestilbud, der findes i Billund i dag. Vores ambition er at gøre naturen lettilgængelig på nænsom vis samt at blive et centralt omdrejningspunkt for leg og sundhed. Vi har skabt en hel skov af forlystelser, der får legebarnet frem i både voksne og børn, når de kan gå fra trætop til trætop. Sådan er det i parken i Skjern, og sådan bliver det også i Billund i endnu større målestok, fortæller Jacob Hindhede, der er medstifter og adm. direktør i WOW PARK.

Der bliver lige nu arbejdet på højtryk for at færdiggøre bygninger til gæster, personale og service samt entrébygning og toiletfaciliteter.

Træ og genbrugsmaterialer i fokus

WOW PARK er skarpt tematiseret efter naturen, som bringes nænsomt i spil i alle aspekter af anlægget. I løbet af byggeprocessen er der blandt andet blevet genanvendt knap 40.000 kvadratmeter jord og 100 træer fra andre projekter. Allerede fældede træer fra oplandet genbruges således til legeredskaber og bygninger i parken frem for at blive hugget i flis og brændt af.

WOW PARK har desuden plantet 10.000 træer og buske, der udover at bidrage til parkens lave CO2-forbrug, skal fungere som legeelementer og læbælte. Der er desuden sået blomsterblanding på mere end to hektar for at bidrage til biodiversiteten og skabe en korridor, hvor områdets truede sommerfugle kan vandre mellem to arealer.

- Vi er meget naturdrevne, og naturlige elementer går igen i alt, hvad vi foretager os. For eksempel i spisestedet Madladen, som er en helt unik konstruktion med kæmpestore stammer, der er kørt hertil fra Silkeborg og Djursland-egnen, som er brugt som spær. Vi har desuden bygget underjordiske toiletter og rejst et kæmpestort træ på over tre ton, som står som en manifestation midt i restauranten. Det bliver rigtig spændende at vise frem for gæsterne, da det ikke er set før, fortæller Jacob Hindhede.

Han tilføjer, at parkens faciliteter og bygninger alle er beklædt med træ, og de underjordiske toiletter, som er bygget op i træ, bruger den omkringliggende jord som isolering med inspiration fra en naturlig kølig kartoffelkælder.

Alt efter udviklingen omkring corona-virus, så er det planen, at WOW PARK slår dørene op til åbningsfest den 8. maj 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094