23948sdkhjf

Byggeprojekter plages af manglende respekt for corona-retningslinjer

Byggeriet skal som alle andre brancher i dansk erhvervsliv overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer for covid-19. 

Alligevel har Danmarks største fagforening, 3F, fået et ”betydeligt antal henvendelser” fra ansatte i byggebranchen, der ikke oplever, at corona-retningslinjerne bliver fulgt på deres arbejdsplads, skriver EjendomsWatch.

Flere af 3F’s medlemmer fortæller om byggepladser, hvor der ikke bliver sørget for håndsprit, eller at man ikke kan holde passende afstand til de andre byggearbejdere. Der er også situationer, hvor udenlandsk arbejdskraft bliver hentet til byggerierne og bliver sat i arbejde uden at have været i karantæne først og derefter går tæt med de andre ansatte. 

Det fortæller Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppen i 3F, til EjendomsWatch. 

– Det er fuldstændig vanvittigt, at man bare lukker folk ind, hvor man slet ikke aner, hvilken smitterisiko, der er. Og så fra den ene dag til den anden begynder de at arbejde på byggepladser sammen med andre mennesker, siger han. 

Det på trods af, at Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø i Bygge & Anlæg (BFA), som 3F sammen med flere andre organisationer og fagforeninger er en del af, med udgangspunkt i myndighedernes anbefalinger har udarbejdet en vejledning for, hvordan man kan forebygge smitte med coronavirus i arbejdet på landets mange byggepladser. 

Situationen med aktivitet kan komme i fare
Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, ser med alvor på, at nogle virksomheder ikke overholder reglerne. 

– Vi har indført reglerne for at begrænse smittespredningen, og hvis der er nogen, der ikke overholder dem, så er der en principiel risiko for, at de udsætter andre for smitte og udsætter os alle for risikoen for et øget smittetryk, siger han til EjendomsWatch. 

I interesseorganisationen Bygherreforeningen, der repræsenterer bygherre fra det offentlige, almene og private, kan man ikke andet end at understrege, at man skal overholde de retningslinjer, myndighederne udstikker, siger direktør Henrik Bang til EjendomsWatch. 

– Hvis der begynder at blive for mange eksempler på det modsatte, så risikerer den situation, vi er i nu, hvor vi trods alt kan holde tingene i gang, at komme i fare, siger han. 

Travlhed trods smittefare
I både det offentlige og det private har der været fokus på at holde hånden under byggebranchen i coronakrisen. Det har bl.a. betydet at flere almene boligselskaber og pensionskasser har fremskudt byggeopgaver, som oprindeligt skulle have været gennemført på et senere tidspunkt. Fra politisk hold har man fjernet anlægsloftet, så man også på kommunalt plan kan fremskynde byggeopgaver, der kan sikre arbejde og indtjening til byggebranchen. 

I den almene sektor har regeringen senest besluttet at igangsætte renoveringer for 30 mia. kr. 

Og i 3F er man glade for, at byggeriet fortsætter, men det skal ske under de rette forhold.

– Vi har ikke forsøgt at bede om at stoppe al produktion, fordi vi synes ikke, at Danmark har været der, hvor det er nødvendigt, og det er også en forfærdelig situation, hvis hele økonomien bliver stoppet, siger Palle Bisgaard.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.879