23948sdkhjf

Byggeaktører: Varmeudspil er ikke ambitiøst nok

Søndag løftede klimaminister Dan Jørgensen sløret for første del af regeringens udspil til den længe ventede klimaplan. De overordnede takter ser gode ud, men der skal mere til, mener flere organisationer i byggeriet

Olie- og naturgasfyr skal delvist ud af private hjem, og grøn varme skal være billigere.

Sådan lyder det fra klimaminister Dan Jørgensen (S), der søndag løftede en smule af sløret for regeringens forslag til en klimahandlingsplan (se faktaboks), som ifølge flere kilder fremlægges onsdag.

Dansk Byggeri og Tekniq Arbejdsgiverne mener, at regeringens rute mod en grønnere varmesektor ser fornuftig ud, men at der skal mere til, hvis fodaftrykkene på vejen skal være helt grønne.

- Ifølge regeringens egne beregninger vil udspillet i bedste fald kun halvere antallet af oliefyr og fjerne godt hvert femte naturgasfyr inden 2030. Det er for lidt, siger Michael H. Nielsen, der er direktør i Dansk Byggeri.

Gulerod suppleres med pisk
Helt konkret foreslår brancheorganisationen, at ambitionen i stedet bør være helt at afskaffe olie- og naturgas som opvarmning i 2030.

Grøn varme: Det vil regeringen

  • Afgifterne på varme fra naturgas og olie skal sættes op.
  • Afgiften på elvarme - til eksempelvis varmepumper - skal sættes ned.
  • Regeringen vil bruge 2,3 mia. kroner til udskiftning af olie- og gasfyr med fjernvarme og varmepumper. Der er i dag omkring 80.000 oliefyr og 380.000 naturgasfyr i de danske hjem. Regeringens pakke anslås at betyde omstilling af 20.000-40.000 oliefyr og 50.000-80.000 gasfyr i 2020-2040.
  • Pengene skal gå blandt andet gå til skrotningsordningen, der støtter varmepumper på abonnement og til udrulning af fjernvarmenettet.
  • Afgiften på elbaseret overskudsvarme afskaffes, så overskudsvarme fra f.eks. datacentre kan bruges i fjernvarmen.
  • En række tiltag skal sikre, at kommunerne ikke kan vælge fossile løsninger, når de skal lave varmeprojekter.
  • Regeringen vil undersøge, om man kan indføre et egentligt forbud mod fossile brændsler i fjernvarmesektoren.
    Kilde: Danmarks Radio

- Det vil formentlig betyde, at man bliver nødt til at supplere guleroden med pisk, uddyber direktøren.

Hos Tekniq Arbejdsgiverne er man "forsigtigt optimistisk" ovenpå Dan Jørgensens udmelding, men her mener man også, at der skal mere til.

- Vi mangler endnu at se den endelige plan, men der er gode takter i regeringens udspil. Det er fornuftigt, at der nu tages fat på at udfase den fossile bygningsopvarmning. Vi har længe argumenteret for, at det skulle gøres mere attraktivt for ikke mindst de private boligejere at skifte til grøn opvarmning, siger Troels Blicher Danielsen, der er adm. direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Ser frem til næste del
I den første del af planen fremgår det, at man eksempelvis vil hæve afgifterne på varme fra naturgas og olie og sænke den på elvarme - til for eksempel varmepumper. Samtidig vil man bruge 2,3 mia. kr. til udskiftning af olie- og gasfyr ved blandt andet at støtte varmepumper på abonnement.

Det er ifølge Troels Blicher Danielsen positivt, at regeringen sænker elvarmeafgiften og vil støtte udbredelsen af varmepumper.

Om klimaloven

Et stort flertal af Folketingets partier besluttede før jul, at Danmark i 2030 skal have reduceret vores udledning af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til niveauet i 1990.
I år 2050 skal Danmark være helt klimaneutrale.
Forslaget til omstilling i varmesektoren, som blev præsenteret søndag, er et led i den klimahandlingsplan, som regeringen ventes at fremlægge sit forslag til onsdag.
Regeringen regner med, at varmeudspillet samlet set vil betyde en reduktion på omkring 0,7 mio. ton CO₂ i 2030.
Samlet set udgør det derfor kun en lille del af det samlede klimamål. For at nå en reduktion på 70 pct. skal der nemlig findes reduktioner for knap 19 millioner ton CO₂ inden for de næste 10 år.
Kilde: Danmarks Radio og Altinget

- Regeringen skal ikke gøre sig til dommer over, hvilke forretningsmodeller der skal drive markedet. Varmepumper på abonnement er en dyr løsning for forbrugerne, og langt de fleste vælger i dag at købe varmepumper på trods af de betydelige tilskudsordninger, der findes til varmepumper på abonnement, siger han.

Både Troels Blicher Danielsen og Michael H. Nielsen i Dansk Byggeri glæder sig nu til at se næste del af klimaudspillet.

- Vi ser frem til næste del af udspillet, og i Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren venter vi stadig på en reaktion fra regeringen vores rapport med forslag, som vil kunne bringe CO2-udledningen i bygninger og bygge- og anlægsbranchen ned med 5,8 mio. ton, siger Michael H. Nielsen.

Blandt forslagene er energirenovering af bygninger og boliger, CO2-regnskab for bygninger, fossilfrie byggepladser og et mere fleksibelt håndværkerfradrag.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109