23948sdkhjf

Coronakriseramt genbrugskunstner laver skulptur-skattejagt i den danske natur

2020 stod til at blive et stort år for genbrugskunstneren Thomas Dambo som skulle have installeret mere end 25 af sine efterhånden velkendte troldeskulpturer i genbrugstræ i otte forskellige lande lige fra Tokyo til USA. Men så ramte Covid19, og samtlige projekter blev aflyst eller udskudt på ubestemt tid.

– Jeg var i Puerto Rico og lave en af mine trolde, da Mette Frederiksen gik på TV, lukkede Danmark ned og kaldte alle hjem, fortæller Thomas, som måtte efterlade en halvfærdig skulptur.

– Det var lidt som om, jeg i år virkelig slog mig fast internationalt, og vi havde brugt hele første kvartal på at bygge dele til alle min 2020-projekter, så det var sgu en lidt deprimerende følelse at gå fra international kunstner til husarrest og selvisolation på Nørrebro.

Da chokket havde lagt sig besluttede Thomas at tage sagen i egen hånd og springe ud i sit måske mest ambitiøse projekt til dato.

– Jeg tænkte at en sand genbrugs kunstner må kunne lave lorten om til noget smukt. Tage noget af alt den energi, alle os, der går rundt og venter, har, og omdanne den til noget smukt og underholdende for os alle sammen, fortæller han.

Ti hemmelige trolde trøster
Derfor vil der i løbet af sommeren skyde nye trolde op i det danske landskab.

– Henover sommeren vil jeg opføre mindst ti nye trolde på hemmelige og gemte steder, i den danske natur. En stor skattejagt, hvor man med spor på mit online-skattekort www.trollmap.com og ledetråde i naturen kan finde frem til troldene og deres hemmelige gemmesteder. Med dette ønsker jeg at skabe sjove og eventyrlige oplevelser, hvor man genopdager og udforsker smukke steder i den danske natur mens man går på troldejagt, fortæller Thomas Dambo, der dermed håber at kunne skabe et lille plaster på sommerferiesåret.

– Jeg tror der er rigtig mange der er er kede af de ikke kan komme med flyveren til Thailand eller Tulum…. Men måske kan en trold ude i Dragør eller på den jyske vestkyst, få dem til at tage toget et par stop længere end til Kastrup og opdage at det måske ikke er så slemt at holde ferie i Danmark, fortæller kunstneren, for hvem kunsten ikke nødvendigvis behøver være i centrum.

– Mit projekt handler ikke så meget om at se selve skulpturerne, det handler om og se alt det andet man finder på vejen og det er derfor jeg gemmer dem, netop så man skal lede efter dem, slår han fast.

God opbakning
Den første trold, Kaptajn Nalle, står allerede klar på et hemmeligt sted i Nordhavn. Den er rejst med støtte fra Københavns Kommune og By og Havn, og stimer af troldejægere har allerede fundet den, siden Thomas lagde det første spor op på Troll map fredag i sidste uge.

Generelt har opbakningen til projektet været stor, siden Thomas Dambo første gang delte sin idé om “Den Store Troldefolkefest!” på sociale medier.

– Det er helt overvældende! jeg har lavet den første trold færdig sammen med 8 unge fra Tingbjerg og en masse andre fantastiske frivillige, nummer to står næsten klar, der er allerede kommet en smule finansiering ind både fra kommunale instanser, samt via private donationer og salg af plakater på min hjemmeside, vi har byggetilladelser og aftaler i flere kroge af landet og lavet et trolde-alfabet i samarbejde med forældre og børn på Instagram.

Trods den succesfulde start leder Thomas Dambo dog stadig efter smukke naturområder eller andre spændende hemmelige steder i landet, finansiering og samarbejdspartnere til at lave adskillige trolde henover sommeren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.391