23948sdkhjf

Hun skal skruer op for bæredygtigheden hos gipsproducent

Sofie Witte skal sikre bæredygtighed i alle processer hos gipsproducenten Knauf og referer direkte til adm. direktør Morten Søborg.
Knauf lancerede tidligere på året et samarbejde med Hobro Varmeværk, hvor overskudsvarme fra Knaufs produktion bliver brugt til at opvarme op til 1.200 husstande lokalt. Nu er Knauf gået et skridt videre i bæredygtighedsindsatsen, og har ansat Sofie Witte som sustainability manager.

- Vi har en vision om at skabe rammerne for banebrydende udvikling i byggeriet. Det forpligter os til at tænke langsigtet og passe på vores ressourcer. Vi har i mange år arbejdet med at mindske spild og gøre vores løsninger så bæredygtige som muligt. Nu tager vi næste skridt og ansætter Sofie Witte for at sikre os, at bæredygtighed bliver tænkt ind i alle processer på tværs af organisationen, siger adm. direktør Morten Søborg.

Bæredygtighed i alle processer
Som sustainability manager bliver det Sofie Wittes opgave at kigge både indad og udad i jagten på en mere bæredygtig produktion. Indadtil skal alle fabrikkens processer ses efter i sømmene for at sikre, at bæredygtighed og cirkularitet er tænkt ind fra starten.

- Sofie Witte skal være en kulturbærer, som sikrer, at vores vision og strategi indenfor bæredygtighed forankres på tværs af organisationen. Når vi sætter et nyt projekt i søen, skal det bidrage til en bedre fremtid på alle tre bæredygtighedsparametre, siger Morten Søborg.

Partnerskaber
Mens de interne processer skal gennemgås med tættekam, får Sofie Witte også ansvaret for at etablere partnerskaber udadtil. Hun skal række ud til andre spillere i branchen for at sikre, at bæredygtighed er tænkt ind i alle led af værdikæden. I første omgang gælder det genbrugspladserne, hvor Knauf i samarbejde med Gipspladeforeningen er ved at afdække barriererne for mere genbrugsgips i byggeriet.

- Op til 30 pct. af vores gipsplader består af genbrugsgips. Det er vi stolte af, men hvis vi skal nå vores målsætning om, at intet skal gå til spilde, skal vi have endnu mere genbrugsgips ind i produktionen. Derfor har vi startet et samarbejde med genbrugspladserne og nedriverne for at blive klogere på, hvordan gipsen bliver sorteret, og hvad vi kan gøre for at få mere genbrugsgips. Samtidig skal vi se på indretningen af byggepladserne for at undersøge om, vi kan gøre noget ude på pladserne for at få en bedre sortering, siger Sofie Witte.

Genbrugsgipsen har ikke kun betydning for Knaufs egne målsætninger om bæredygtighed. Det giver også en positiv effekt for samarbejdspartnerne, hvis man kan udnytte ressourcerne endnu bedre:

- Vores mål er at bidrage til en mere bæredygtig byggebranche. Jeg tror, at de fleste kunder ved, at bæredygtighed er kommet for at blive. I en global verden er det ikke nice to have, men need to have. Hvis vi kan hjælpe hinanden gennem stærke partnerskaber til at skabe en mere grøn fremtid, så gavner det os alle sammen, fremhæver Sofie Witte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083