23948sdkhjf

Måske farvel til benzin- og dieselbiler allerede om halvandet år

Står det til SF, skal salget af benzin- og dieselbiler trinvist udfases fra 2022.
Om halvandet år skal flere af nutidens mest solgte biler være forbudt at sælge i Danmark.

I hvert fald hvis det står til SF, som foreslår, at der bliver indført et trinvist stop for salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2022. Det skriver Politiken.

Forbuddet skal løbende skærpes indtil 2028, hvor partiet vil have totalstop for salg af nye benzin- og dieselbiler.

Det er et af partiets hovedkrav, når partierne skal mødes til forhandlinger om klimaindsatsen på transportområdet efter sommerferien, skriver avisen.

SF's klimaordfører, Signe Munk, siger, at det er nødvendigt med en mere ambitiøs plan end regeringens mål om et stop i 2030.

- Vi har brug for at tage alvorligt fat på den grønne omstilling af danskernes private biler.

- Derfor foreslår vi, at vi sætter et stop for de tungeste og mest benzin- og dieselslugende biler fra 2022, så man i stedet vælger elbiler, hybridbiler eller de mest brændstofeffektive benzin- og dieselbiler, siger Signe Munk til Ritzau.

De største klimasyndere definerer partiet som de biler, der kører kortest på literen, hvilket SF fastsætter til mindre end 20 kilometer på literen. Disse biler vil partiet allerede fra 2022 forbyde salg af.

Nogle af de mest solgte biler i Danmark vil således falde for grænsen.

Det drejer sig eksempelvis om en Peugeot 208, som med benzin kører 16,9-18,5 kilometer på literen.

Også en Nissan Qashqai vil med forslaget ryge ud af handlen - både med benzin og diesel.

Det er dog uvist, om forslaget kan lade sig gøre.

LÆS OGSÅ: Bilbranche: Forbud mod benzin- og dieselbiler kan få den modsatet effekt

Regeringen har tidligere foreslået en udfasning af benzin- og dieselbiler i 2030. I den forbindelse kom det frem, at et nationalt forbud ville stride imod EU-regler, skriver Politiken.

SF vil tage en diskussion om emnet i EU-regi.

Kan det ikke lade sig gøre, vil partiet overveje andre løsninger. Det kunne eksempelvis være så høje afgifter, at bilerne ikke er salgbare i Danmark.

- Vores førsteprioritet er selvfølgelig at få ændret EU's regler for at nå vores klimamål. Lande som Sverige og Holland presser også på for at få videre rammer, siger Signe Munk.

Den forrige regering nedsatte en kommission, som ifølge Politiken i løbet af få uger fremlægger sit forslag til, hvordan registreringsafgiften skal ændres.

Registreringsafgiften er et afgørende element, hvis salget af elbiler skal holdes i gang, og hvis biler, som kører på fossilt brændstof, skal nedbringes.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109