23948sdkhjf

Byggekæmpe fyrer dansk direktør

Züblin siger farvel til teknisk direktør Per Engsø Larsen efter fire år

Den Aarhus-baserede bygge- og anlægsentreprenør Züblin siger farvel til Per Engsø Larsen, som siden april 2016 har været teknisk direktør for forretningsenheden Byggeri i Danmark.

Det bekræfter Züblin over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

 - Züblin har valgt af afslutte samarbejdet med Per Engsø Larsen, der har fungeret som leder af forretningsenheden Byggeri & Anlæg Øst. Züblin takker Per Engsø Larsen for hans tid i virksomheden og ønsker ham held og lykke fremover, hedder det i en mail fra Züblin, som er en del af den børsnoterede østrigske byggekæmpe Strabag.

Ifølge CVR-registret er Per Engsø Larsen udtrådt af Züblin A/S' direktion dags dato den 11. august.

Teknisk direktør Jens-Henrik Nicolaisen vil midlertidigt fungere som leder for forretningsenheden, indtil en blivende løsning er fundet. Samtidig indtræder kommerciel direktør Steen Hager Nielsen i direktionen for Züblin A/S i stedet for Per Engsø Larsen, oplyser selskabet.

Før han kom til Züblin, var Per Engsø Larsen blandt andet med til at grundlægge entreprenørfirmaet Engsø Gruppen i 2004. Firmaet blev opløst i 2013 efter konkurs i en række datterselskaber. Ved lukningen var Engsø Gruppen vokset til Danmarks sjettestørste entreprenørselskab med næsten 1 mia. kr. i omsætning og 350 medarbejdere. 

58-årige Per Engsø Larsen er uddannet ingeniør og E-MBA. Han har tidligere været direktør i både Skanska- og Trelleborg-Phønix koncernen.

Licitationen - Byggeriets Dagblad forsøger at få en kommentar fra Per Engsø Larsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078