23948sdkhjf

Se her: Sådan får bygningsejerne altanerne i forsvarlig stand

Udbredt korrosion af indstøbte stålprofiler i udkragede betonaltaner kan medføre fare for personskade, fordi altanen kan kollapse, eller der kan falde løse betonstykker ned. Altanernes forringede tilstand kan skyldes fejlkonstruktion, forkert vedligehold eller alder.
Udkragede altaner med indstøbte bærende stålprofiler er en udbredt altankonstruktion, der er anvendt siden slutningen af 1800-tallet. De indstøbte stålprofiler er normalt fastgjort i etageadskillelsen og er dermed gennemgående i facadekonstruktionen og sædvanligvis indstøbt i betonpladen pr. ca. 0,9 meter.
– Mange altaner har dog stålprofilerne anbragt langs kanterne af altanpladen, enten fritliggende eller omstøbt. I altanforkanten og mellem profilerne er der normalt indstøbt stålarmering eller stålprofiler, forklarer Thomas Cornelius, seniorforsker, civilingeniør, ph.d., ved Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, BUILD.

Han er en af forfatterne bag erfaringsbladet ”Tilstandsvurdering af altaner – svigt i altaner med indstøbte stålprofiler”, der er udgivet af Fonden BYG-ERFA, der indsamler, bearbejder og formidler byggetekniske erfaringer fra byggeriets praksis og forskning.

– Ældre altaner af denne type fremtræder ofte med nedbrudt beton og profiler, som er svækkede af korrosion. Når stål korroderer, udvider det sig, og det kan medføre afskalninger og risiko for nedfald af løse beton- og pudsstykker. Altanpladen og profilerne ført gennem facaden er fugtbelastede, derfor er denne altantype en udsat konstruktion, forklarer Thomas Cornelius og fortsætter:
– De bærende stålprofiler i ældre altaner er normalt ikke tilstrækkeligt korrosionsbeskyttede. Derfor kan der med tiden udvikles alvorlige skader i konstruktionen - og mange af disse skader kan være skjulte og udvikle sig kritisk, uden at de opdages i tide.

Typer af skader og svigt
De typiske skader er korrosion af stålprofiler og/eller armeringsjern, der kan resultere i revner, nedfald af betonstykker eller i værste fald i at altanen falder ned, samt revner i betonpladen, der kan forårsage fugtindtrængning og forværre korrosion.

– Der ses flere typer svigt i udkragede betonaltaner, blandt andet utilstrækkelig vandafledning fra altanpladen, manglende vandtætning af altanpladen, betonmaterialer af ringe kvalitet. Det får nedbrydningen pga. fugtbelastning mm. til at foregå med større hast, end hvis altanen er korrekt udført, forklarer Thomas Cornelius.
– I ældre altaner kan der være anvendt tilslag af murstensbrokker, som kan være årsag til lokal korrosion på stålprofilerne. Svigtet kan også bestå i dårligt udførte samlinger, der giver mulighed for vandindtrængning i ubeskyttede konstruktioner, f.eks. manglende hulkehl langs samlingen mod facade, eller utilstrækkeligt korrosionsbeskyttede profiler placeret i hulmurskonstruktioner, der kan resultere i gennemkorroderede stålprofiler.

Undersøgelse af tilstanden
– Det er bygningsejers ansvar, at en altan er i forsvarlig stand. For at opdage skader i tide - og for at sikre en korrekt udbedring af altaner med skader - bør der på altaner ældre end 30 år med begyndende tegn på skader udføres en detaljeret undersøgelse, som beskriver altanernes tilstand, før eventuelle reparationsarbejder påbegyndes, mener Thomas Cornelius.
– Undersøgelsen kan blandt andet omfatte visuel kontrol af alle altanflader for revner og afskalninger, samt gennemsivninger og rustpletter. Den kan også omfatte tilvejebringelse af oprindelige tegninger og beregninger, kontrol af korrosionsomfang, frihugning af enkelte af stålprofiler med størst korrosionsgrad og flere andre parametre, siger han og tilføjer:

– I de tilfælde, hvor stålprofilerne og/eller altanpladerne er så nedbrudte, at man ikke kan forstærke dem, kan man overveje enten at fjerne altanerne, udføre franske altaner eller udføre nye altaner eventuelt efter andre statiske principper.

Læs mere om tilstandsvurdering af altaner
Hvordan altanens tilstand vurderes, hvilke mulige tiltag det afføder, hvornår en gennemgribende renovering er nødvendig, samt hvornår en altan bør fjernes, kan du læse mere om i erfaringsbladet ’Tilstandsvurdering af altaner – svigt i altaner med indstøbte stålprofiler’ (nr. (23) 17 11 26).
https://byg-erfa.dk/tilstandsvurdering-altaner
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094