23948sdkhjf

Specialfremstillede mursten - bæredygtighed er også redepladser

I det svanemærkede renoveringsprojekt Dalhusene i Vanløse har pensionskassen P+ grebet bæredygtighed an på en anderledes, konkret måde. 

De seneste års mange renoveringer har haft en utilsigtet effekt på den danske bestand af mursejlere, for i takt med at huller og sprækker i gamle tagkonstruktioner tætnes, forsvinder den fredede fugls typiske redepladser. Da pensionskassen P+ blev gjort opmærksom på, at der var ynglende mursejlere i gavlene på Dalhusene, valgte man derfor at integrere nye redepladser til mursejlerne i det forestående renoveringsprojekt. 

Ifølge senior asset manager i P+, Lars Blaabjerg Christensen var brugen af de specialudviklede redepladser et oplagt valg for det svanemærkede renoveringsprojekt. OG så er pensionskassen i rollen som bygherre ifølge fredningsbestemmelserne også forpligtet til at tage hensyn til mursejlerne.

Fra redekasser til specialfremstillede mursten 

Løsningen blev, at pensionskassen satte 12 midlertidige redekasser op på stilladserne tæt på de gamle redepladser i yngleperioden, mens der blev indkøbt 24 redekasser og indlagt specialfremstillede mursten med flyvehuller tilpasset mursejlerne i de renoverede gavle.

Fakta: Tagboliger i Dalhusene

Projektet omfatter 36 nye tagboliger i Dalhusene, Vanløse. 
Gamle loftsrum på 12 boligblokke, Dalhusene i Vanløse, omdannes til 36 tagboliger, der certificeres som svanemærkede.

Ud over de nye tagboliger udføres der også diverse renoveringsarbejder bl.a. renoveres kælderetage, og der udføres sprinkling i alle trappeopgange. 

Bygherre: P+
Hovedentreprenør: Einar Kornerup 
Arkitekt: Arkitektfirma A/S Hune & Elkjær 
Rådgivende Ingeniør: Tækker Rådgivende Ingeniører

– Modsat svalerne æder mursejleren ungernes afføring fra reden, og dermed undgås grimme spor under reden og ned ad facaden. Samtidig er mursejleren en meget underholdende fugl, der kan give byboer fantastiske naturoplevelser og bidrage til biodiversiteten ved blandt andet at holde antallet af insekter nede. I en tid med stadigt større fokus på bæredygtighed i byggeriet burde Dalhusene derfor danne skole for fremtidigt byggeri, så vi også fremover tænker hensynet til mursejleren ind i byggeprocessen, fortæller Jesper Toft, initiativtager til informationssiden mursejlerne.dk og manden der gjorde P+ opmærksom på mursejlerne i bygningerne.

Biodiversitet skaber nye muligheder 

Som projektledere på Dalhusene har arkitektfirmaet Hune & Elkjær haft til opgave at tænke mursejleren ind i det samlede byggeri, og det har været en velkommen udfordring. Det fortæller kreativ direktør og partner i Hune & Elkjær, Niels Christian Nielsen:

– Vi har fra starten haft bæredygtighed som rettesnor for renoveringsprojektet i Dalhusene, hvilket svanemærkningen også er en anerkendelse af. For at gøre udearealerne mere attraktive for beboerne har vi derudover valgt at bringe naturen i spil mellem husene, og her gik hensynet til mursejleren hånd i hånd med vores ønsker om at skabe et grønt og afvekslende gårdmiljø.

– I dag efterlyses bæredygtighed i stigende grad som et parameter på linje med andre basale behov i byggeriet, og vi forventer, at også hensynet til biodiversiteten vil vinde indpas i de kommende år. I Danmark har vi en stolt tradition for at bygge boliger for mennesker, men i fremtiden kommer vi ikke uden om også at tænke naturen og dyrene med, fortsætter Niels Christian Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094