23948sdkhjf

Biler bryder sammen af rust

Hver syvende bilist tjekker aldrig bilen for rust, og fremskreden rust i især bærende dele medfører af og til alvorlige bilulykker.

Bilers bærende dele bryder af og til sammen og blokerer hjul under kørsel. Derfor spiller værksteder, synshaller og rustbeskyttelsescentre en vigtig rolle i at afklare rustproblemer og anbefale bilejerne antirustbehandling.

Knap 15 procent, svarende til hver syvende bilist, får aldrig undersøgt bilen for rust, viser en undersøgelse foretaget af Applus Bilsyn blandt 1.591 bilister. Og det kan i yderste konsekvens kompromittere trafikanternes sikkerhed, fordi vedvarende rustangreb slider på bilens bærende elementer, fortæller John Gantzhorn, teknisk konsulent hos Applus Bilsyn.

- Fremskreden rust kan være ekstremt farligt og livstruende. Vi har eksempler på biler, hvor rusten er så fremskreden, at bagbroen, som holder baghjulene, knækker sammen. Det betyder, at baghjulene kan blokere, mens man kører. I et aktuelt eksempel, vi har oplevet for nylig, faldt bilens bagbro sammen. Bilens baghjul gik op i hjulkasserne bagtil, så bilen ikke længere kunne køre. Sker det, mens man kører, er det ekstremt farligt. Kommer man til at dreje rattet en smule, snurrer bilen rundt og kan forårsage voldsomme ødelæggelser på også andre trafikanter, fortæller John Gantzhorn.

Dermed lægger Applus Bilsyn op til, at både værksteder og synshaller i større grad informerer om fordelene ved at antirustbehandle biler eller reparere fremskredne rustangreb.

10 procent dumper til syn


Hvert år synes omkring halvanden million biler i Danmark. Især biler over otte år er udsatte for rust, fordi rustbeskyttelseslaget på undervognen og i mange hulrum er slidte, forklarer Applus Bilsyn.

Synskæden melder, at omkring 10 procent af biler over otte år har så omfattende rustrelaterede skader, at de ikke godkendes til syn.

Den gennemsnitlige bil i Danmark er ni år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Råder bilejerne


Anbefalingen fra Applus Bilsyn er, at bilejerne sikrer bilen mod rust med rustbeskyttelse minimum allerede efter de første fire år. Synskæden kan se, at der er betydelig forskel på, hvor slidstærk en rustbeskyttelse, biler er udstyret med fra producenten. Biler i de mindste prisklasser har typisk et mindre slidstærkt rustbeskyttelseslag end for eksempel premiummærker.

Applus Bilsyn tilbyder et gratis og uforpligtende rusttjek, så bilister er på forkant med situationen og kan henvende sig til landets rustbeskyttelsescentre.

- Mange bilister er ikke opmærksomme på, at en bil, der i årevis er blevet bombarderet med småsten, vand og sand under kørsel, nemt får huller i rustbeskyttelsen. Det betyder ofte, at bilen ruster, og at rusten kan sidde inde under et gammelt rustbeskyttelseslag, anfører John Gantzhorn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093