23948sdkhjf

Højt aktivitetsniveau løfter bundlinjen hos M.J. Eriksson

Efter en ordentlig dukkert forrige år lykkedes det den familieejede anlægsentreprenør M.J. Eriksson A/S at løfte overskuddet i det skæve regnskabsår 2019/20 med 28 pct. eller næsten 15 mio. kr. før skat.

Det fremgår af den seneste årsrapport fra Brøndby Strand-virksomheden, som målt på omsætning ligger i top fem blandt landets anlægsentreprenører.

Trods en nedgang i omsætningen på et par procent til knap 2,3 mia. kr., steg resultatet før skat i 2019/20 til 65,9 mio. kr. fra 51,3 mio. kr. året før, fremgår det.

- Selskabets omsætning blev højere end forventet i den senest offentliggjorte årsrapport, da aktiviteten i markedet har vist sig at være bedre end antaget, skriver ledelsen.

Resultatet af primær drift steg fra 44 mio. kr. til 59,7 mio. kr., og selskabets overskudsgrad blev forbedret til 2,6 fra 1,9 i 2018/19.

M.J. Eriksson blev i 2018/19 ramt af et hårdt anlægsmarked, som betød, at virksomhedens driftsresultat blev mere end halveret trods rekordhøj omsætning.

Når det gælder fremtiden lyder ledelsens forventning på 'nogen nedgang i omfanget af opgaver i det kommende år som et resultat af et meget højt aktivitetsniveau i det forgangne regnskabsår'.

M.J. Eriksson A/S
Mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 2.298 2.350
Resultat af primær drift 59,7 44,1
Resultat før skat 65,9 51,3
Årets resultat 52,3 40,6
Overskudsgrad, pct. 2,6 1,9
Balancesum 993,1 1.079
Egenkapital 524,1 476,9
Antal ansatte 625 596
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2020.
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11