23948sdkhjf

Dansker i verdenseliten laver verdens længste skateboardbane i Høje-Taastrup

Udbygningen af Høje-Taastrup C kører mod tusindvis af ny boligkvadratmere og et nyt rådhus. Ikke nok med det så skal verdens længste skateboardpark også opføres i området.

Her har kommunen fået et af de helt store navne indenfor sporten til at designe den én kilometer lange park, som skal gå gennem hele den nye bydel. Det skriver TV 2 Lorry.

Der er tale om den verdenskendte dansker Rune Glifberg, som har tilhørt verdenseliten indenfor skateboard siden 1990’erne. Siden han kom tilbage til Danmark, efter at have boet 17 år i USA, har han været en del af virksomheden Glifberg+Lykke, som designer skateboardparker rundt i verden.

Og nu er turen altså kommet til Høje-Taastrup.

- Det er utroligt spændende, at vi kan designe os ind i et rigtig byrum, at vi får lov til at sidde og lave en kæmpe landskabsopgave som denne sammen med arkitektfirmaet Cobe, siger Rune Glifberg til TV 2 Lorry.

Skatepark og klimatilpasning i ét

Den lange park kommer til at gå fra Høje-Taastrup Station og ud til den anden ende af shoppingcentret City 2.

Udover at være verdens længste skateboardpark så skal de dybe bassiner, som parken kommer til at udgøre, også fungere som et klimatilpasningsanlæg, der skal lede regnvand væk i tilfælde af skybrud.

Håbet med den nye skateboardpark er at tiltrække skatere fra hele verden. Tiltrækningen skal ikke kun findes i, at designeren bag banen har vundet to gange guld ved den prestigefyldte konkurrence for ekstremsport, X-Games, samt to verdensmesterskaber, men også at lignende skateboardparker ikke er set før.

Den kommende skateboardpark forventes at stå færdig i 2021.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.14