23948sdkhjf

Har du C02 med på din faktura, mester!

Der er grønnere tider på vej i byggebranchen

Fremover kan kunderne måske på mesters tilbud se, hvad det koster i CO2 at få udført en opgave. Og når kunden ringer til håndværkeren, så er håndværkeren også lige klar til at give et grønt råd med på vejen om, hvordan man med en lille ekstra indsats for eksempel kan spare på vandet i det lange løb.

Klima og bæredygtighed er for længst rykket øverst på dagsordenen på Christiansborg og i boligen. Og ifølge Dansk Byggeri er det også den vej, det går i byggeriet.

- Der er ved at komme en frivillig bæredygtighedsklasse (som indeholder ni krav til miljømæssig, klimamæssig, social og økonomisk kvalitet, red.) i bygningsreglementet.

- Det tror vi, er den sti, vi vil gå ned ad. Og som vil komme til at stille krav til håndværkerne, vurderer Torben Hessing-Olsen, som er chefkonsulent i Dansk Byggeri.

 Klimahåndværkere

Netop nu bliver der arbejdet i det private på, at du kan få en klimahåndværker til at udføre opgaver i din bolig.

Portalen håndværker.dk, hvor du kan søge efter lokale håndværkere, har indgået et samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras, hvor de udvikler et uddannelsesforløb.

Efter et tredages kursus i klima og bæredygtighed kan håndværkeren få et bevis.

- Det handler om at klæde håndværkeren bedre på i forhold til klimahensyn, siger Mads Hagh, som er projektleder hos ingeniørvirksomheden Niras, og fortsætter:

- De overordnede læringsmål er blandt andet viden om klimaet generelt, bæredygtighed, CO2-udledning og CO2-besparelse.

Forventningen er, at det første uddannelsesforløb finder sted i starten af det nye år.

Med beviset i hånden kan håndværkeren også foreslå yderligere forbedringer, der trækker fra i boligens CO2-regnskab.

Ifølge Torben Hessing-Olsen fra Dansk Byggeri kan det være et ganske udmærket tiltag.

- Hvis der kommer mere fokus på det fra forbrugere og kunder, så er jeg sikker på, at branchen vil tage det til sig. Det kan være ved at køre med elbiler og sørge for, at værktøjerne og processerne er energieffektive, siger han.

Det kan også inkludere batteridrevne maskiner eller værktøjer.

 Der er stadig lang vej

Henrik Bisp, som er fagekspert hos Videncentret Bolius, ser også en grobund for de klimavenlige håndværkere. Men han bemærker, at vejen stadig er lang.

- På en tre dages uddannelse kan man godt blive klædt godt på til tankegangen.

- Men håndværkerne vil uden tvivl stadig støde på nogle udfordringer, eksempelvis når de skal købe de rigtige materialer i byggemarkedet og vælge den bedste løsning. For branchen er der bare ikke helt endnu, siger han.

 /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078