23948sdkhjf

Kend dine kunder, mester: Sådan vil de bygge fremover

Om 10 år går mange all-in på en bæredygtig bolig, vurderer to fremtidsforskere

Mindsk dit tøjforbrug, spis lokalt, køb vegansk og bo minimalistisk.

Der er mange måder, man kan forsøge at være bæredygtig på i 2020, men hvordan ser det ud om 10 år, når det kommer til mange borgeres måde at agere på?

Her kommer tre bud fra to fremtidsforskere:

1) Boligen

De grønne boligprojekter er i høj grad en bæredygtig trend, man vil komme til at dyrke, hvis man ikke allerede gør det nu, vurderer Jesper Bo Jensen, der er uddannet forsker i statskundskab og direktør i Center for Fremtidsforskning.

- Man kommer til at gå meget mere op i standarden, når vi bygger nyt - særligt de yngre bliver optaget af det, fortæller han.

Det gælder særligt tanken om, at du kan sænke energiforbruget, når du bygger eller restaurerer boligen.

Derfor vil man fremover interessere sig for, hvordan betonvæggene er produceret, om træet er FSC-certificeret, og om materialerne er mærket således, at de kan genanvendes, når boligen engang skal rives ned igen.

Spoler vi tiden langt nok frem - godt 20 år - så forudser Jesper Bo Jensen, at boligen er selvforsynende i energi og ydermere bidrager med energi til resten af samfundet.

- Fremtidsboligen er bygget af bæredygtige materiale hele vejen igennem, konkluder han.

 2) Mobil står for tur

Hvis der er ét område, hvor bæredygtigheden spås til at gøre sit indtog i de kommende år, så er det på it-området - herunder din mobiltelefon.

- Vi har ikke set mange bæredygtige tiltag på it-apparater endnu, siger Jesper Bo Jensen.

- Så jeg kunne godt forestille mig, at der pludselig bliver stillet krav til alt elektronik, fortsætter han.

Derfor forudser han, at vi vil få mere fokus på, hvordan vi kan forlænge levetiden på eksempelvis vores telefon samt sørge for, at nogen kan bruge apparaterne efter os.

Du kan allerede finde en bæredygtig smartphone på hylderne, der er produceret af hollandske Fairphone, og som er lavet af genbrugs- og bæredygtige materialer.

 3) To veje

 Det vil blive tydeligere og tydeligere, at man kan vælge at gå i to forskellige retninger, når det kommer til bæredygtighed, forudser Anne-Marie Dahl, der er fremtidsforsker og ejer af Futuria.

Den ene retning vil være den, hvor man vælger bæredygtigheden til ved at undgå ting - eksempelvis kød, tøj, elektronik og andre ressourcetunge varer.

- Og så vil der være dem, der ønsker at bruge alt mulig teknologi til at finde nye måder at producere på, siger Anne-Marie Dahl.

Og så vil bæredygtighed om 10 år være en præmis, hvor man antager, at virksomhederne, man handler hos, selvfølgelig arbejder ud fra klimamålene, vurderer hun.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111