23948sdkhjf

Ny pick-up arbejdshest fra Isuzu

Ny D-Max med masser af udstyr på vej til Danmark

Den nye Isuzu D-Max pick-up er klar til lancering i Danmark i løbet af første kvartal. Det oplyser  Isuzu Danmark AS, som i en pressemeddelelse fortæller, at den nye D-Max på alle måder er  blevet løftet til helt nye dimensioner. Modellen har fået et nyt mere moderne udtryk, lækkert komfortudstyr, 5 stjerner i Euro NCAP sikkerhedstest og forbedrede tekniske specifikationer.

- D-MAX er stadig en pålidelig arbejdshest, som vi kender den. Nu er den blot pakket ind i 2021 standarder både inde og ude, forklarer sales & brand manager for Isuzu Danmark, René Andersen og tilføjer, at Isuzu Danmark, som blev etableret i sommeren 2014 som et datterselskab i Nellemann-koncernen, har solgt i alt 435 enheder af den tidligere D-MAX over de sidste 6 år. Og det betegnes som et  pænt salg.

Skræddersyede løsninger

- De væsentlige kundegrupper på det danske pick-up marked er anlægsgartnere, entreprenører, boligadministration/service, kloakmestre – generelt alle med tilknytning til brancher, der har behov for at køre med en stor trailer, eller kørsel udenfor fast vej. Og kendetegnet for mange af virksomhederne i disse rancher er, at bilen er deres værktøj – og de har helt specifikke behov i forhold til, hvad bilen skal kunne, fremhæver René Andersen.

- Vores succes skyldes, at vi laver skræddersyede løsninger til vores kunder, som de ikke kan få andre steder. Vi har nogle udvalgte opbyggere, der varetager hele eller dele af de specifikke opbygninger. Samtidig monterer vi selv tilbehørsdele og udfører også selv mindre om-/opbygninger. Det resulterer i samme høje kvalitet og ensartethed i hver enkelt model, understreger han og tilføjer, at med den nye D-MAX fortsætter Isuzu Danmark samme strategi som hidtil: ”Hvis du kan tænke det, så kan vi lave det!”

- Det er så at sige et ”one stop” koncept, hvor kunde, forhandler og importør i tæt samarbejde sikrer, at kunden får den løsning, der passer præcis til den enkelte kundes behov i én og samme handel, siger René Andersen.

Opdateret motorprogram

Den nye D-MAX har differentialespærre på bagakslen, øget frihøjde og  øget vadedybde (80 cm). Samtidig har den fået alt i sikkerhedsudstyr, hvilket giver den de maximale 5 stjerner i den nye Euro NCAP sikkerhedstest.

Motorprogrammet er baseret på en opdateret version af den velkendte 1,9-liters dieselmotor. Modellen har samme type firhjulstræk som den udgående model. Dog er skiftetiden mellem grupperne blevet forbedret.

Modelprogrammet bygger fortsat på 3 varianter: Single Cab, Extended Cab og Crew Cab i tre forskellige trim, Standard, Premium og Exclusiv. Priserne er endnu ikke på plads, idet man stadig afventer regeringen, som endnu ikke ved, hvordan afgiften skal beregnes på store varebiler.

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094