23948sdkhjf

Lillegården El overtager Simested El-Service

Overtagelsen er et led i en strategi om at styrke virksomheden med ny kvalificerede medarbejdere og en større geografisk dækning.

Det går stærkt hos Lillegården El i Hobro, der nu er klar til næste udvidelse. Virksomheden – der i forvejen har ca. 70 ansatte og tre afdelinger i Aarhus, Klejtrup og Nørager – overtager pr 1. marts nemlig Simested El-Service, der har afdelinger i Boldrup, Vammen og Aalestrup. Det fortæller direktør Jens Bjørn, der siden 1997 har været en del af Lillegården El:

- Det glæder os rigtig meget, at aftalen nu er faldet på plads, og at Gert Werner Jensen Skriver har valgt at sælge sin forretning til os. Vi overtager et veldrevet el-firma, hvor der er et stort sammenfald i de typer af opgaver og kunder, vi servicerer. Desuden har det været vigtigt for os, at også Simested El-Service har stort fokus på at levere høj kvalitet og god kundeservice, siger han og fortsætter:

- Det er et stort skridt for Lillegården El, og vi glæder os, fordi det passer perfekt i vores strategi. Som håndværkere og elektrikere ser vi det som et vigtigt mål at yde en kvalificeret rådgivning og pege på de bedste løsninger. På den måde styrker vi vores kompetencer og samtidig får vi mulighed for at dække et større geografisk område.

Styrker teamet

Ambitionen er at udvikle og forstærke Simested El-Service. Således fortsætter Gert Werner Jensen Skriver som daglig leder og med alle ansatte efter overtagelsen 1. marts.

- I dag har vi syv servicebiler for at kunne nå rundt til kunderne i Boldrup, Simested, Vammen og Aalestrup. I takt med udviklingen har det længe været mit ønske at få et samarbejde med en anden el-installatør for at få hjælp til bl.a. vagtordning samt hjælp til opgaver, som vi desværre har måttet sige nej til grundet mangel på elektrikere i perioder, fortæller installatør og indehaver af Simested El-Service, Gert Werner Jensen Skriver, og fortsætter:

- Det har dog været vigtigt for mig, at afdelingerne og medarbejderne kører videre i de respektive lokalområder, og jeg er derfor godt tilfreds med, at løsningen nu bliver Lillegården El, som jeg ser frem til at samarbejde med. Specielt fordi vi på den måde kan videreføre og styrke vores team og grundlæggende traditioner for kvalitetsarbejde og god service.

Om virksomnhederne

Simested El-Service har solide rødder i Vesthimmerland. Virksomheden blev stiftet tilbage i 1946 af Aage Christensen, der på cykel startede firmaet med værktøjstaske og installationsmateriel på bagagebæreren og tog rundt for at løse kundernes behov. Gert Werner Jensen Skriver, der selv er udlært hos Simested El-Service, overtog fra 2. generation Ib Christensen tilbage i 2004.

Lillegården El er et alsidigt elinstallationsfirma med hovedkontor i Hobro og afdelinger i Aarhus, Klejtrup, Nørager, Simested/Hvilsom, Vammen og Aalestrup.

Virksomheden beskæftiger cirka 80 medarbejdere, der arbejder med mange former for elinstallationer, inden for blandt andet bolig, erhverv, industri, landbrug og service.

Lillegården El ejes og drives af Jens Bjørn, Jan Justesen, Brian Bruun Christensen og Henrik Vraa Andersen. Virksomheden er grundlagt i 1981.

Overtagelsen vil blive markeret, når coronasituationen tillader det. Ved samme lejlighed vil der også blive fejret 75-års jubilæum for Simested El-Service.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078