23948sdkhjf

Marius Pedersen A/S kræver millioner af italiensk brobygger

Det italienske konsortium, der skal bygge den nye Storstrømsbro, bliver nu hevet i retten af dansk renovationsfirma, der kræver 4,7 mio. kr. for udført arbejde.

Mens den italienske hovedentreprenør på byggeriet af Danmarks tredjestørste bro, Storstrømsbroen, kæmper med blodrøde tal på bundlinjen, hober betalingskravene sig nu op hos lokale leverandører til det offentlige megaprojekt.

Det skriver Fagbladet 3F.

Den danske renovationskæmpe Marius Pedersen A/S er så utilfreds med hovedentreprenøren Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), at de er på vej i retten med et krav om 4,7 millioner kroner, som de mener at have til gode fra deres arbejde på brobyggeriet.

Marius Pedersen har siden december 2018 haft kontrakt med SBJV om at fjerne byggeaffald, tømme toiletter, levere containere og bortkøre slam og forurenet jord fra de store byggearealer på Sydsjælland.

Men i foråret 2020 blev parterne uenige, og SBJV stoppede med at betale.

Marius Pedersen står nu tilbage med ubetalte regninger for i alt 4,2 millioner kroner og fastholder, at de har udført arbejdet for SBJV som aftalt.

Det fremgår af de såkaldte påstandsdokumenter i sagen, som skal for retten i Nykøbing Falster i denne uge.

- Vi forsøger at få de penge, vi har til gode. Men SBJV mener, at vi har faktureret enten for meget eller forkert, og det er vi selvfølgelig uenige i. Det er ualmindeligt for os at have den slags sager på et byggeri i offentligt regi, hvor vi skal have så store uoverensstemmelser med hovedentreprenøren, siger Simon Clausen, adm. direktør i Marius Pedersen A/S, til Fagbladet 3F.

Andre også i klemme

Fagbladet 3F kunne i sidste uge fortælle, at to danske rederier – Svendborg Bugser og Vordingborg Bugser – har mere end en million kroner i klemme hos en af underentreprenørerne på Storstrømsbro-byggeriet.

 

Men den økonomiske trængte hovedentreprenør har altså også problemer med ubetalte regninger.

Konsortiet SBJV rummede oprindeligt tre italienske storentreprenører, som efter et EU-udbud vandt kontrakten på den nye Storstrømsbro til en værdi af 2,1 milliarder danske skattekroner.

Men efter konkurser og korruptionsanklager røg to af byggeselskaberne ud i kulden, og i dag er det alene koncernen Itinera, der tegner SBJV og har ansvaret for opførelsen af Storstrømsbroen.

SBJV: Har ikke udført arbejdet

Ser man på SBJV’s regnskab, står det dog lysende klart, at den italienske brobygger ikke har styr på økonomien, skriver Fagblader 3F.

I regnskabsåret 2019-2020 gik selskabets egenkapital i minus med 155 millioner kroner, og SBJV står dermed til at tabe på deres kontrakt med den danske stat.

For at gøre ondt værre er Storstrømsbroen, der skal forbinde Sjælland og Falster med motorvej og jernbane, allerede seks måneder bag tidsplanen, og yderligere forsinkelser kan være på vej.

Christian Lemvigh, der fungerer som SBJV’s danske pressetalsmand, fortæller, at der foreløbigt kun har været den ene sag med Marius Pedersen på Storstrømsbroen, som er endt i en retssag.

- Marius Pedersen mener kort fortalt, at SBJV skylder dem penge. SBJV mener, at Marius Pedersen har sendt fakturaer for arbejde, der ikke er udført og ikke er dokumenteret. Det vil være uansvarligt at bruge danske skattebetaleres penge på arbejde, der ikke er udført. Vi ser frem til, at retten træffer en afgørelse i sagen, lyder det i et skriftligt svar fra pressetalsmanden, siger Christian Lemvigh til Fagbladet 3F.

Ophævede kontrakten

En del af striden mellem de to parter handler også om, at SBJV i april 2020 ophævede kontrakten med Marius Pedersen, da renovationsfirmaet i protest mod flere ubetalte regninger valgte at standse deres leverancer og serviceydelser.

Marius Pedersen mener, at de var i deres gode ret til at indstille arbejdet, og at der derfor er tale om et kontraktbrud, som de kræver 445.000 kroner for af SBJV.

Sammen med de ubetalte regninger giver det et samlet krav på 4,7 millioner kroner.

SBJV mener omvendt, at det er Marius Pedersen, der har misligholdt kontrakten, og at de derfor “under ingen omstændigheder er berettiget til at modtage erstatning som følge af ophævelsen”, som der står i et af påstandsdokumenterne.

SBJV anfægter også de priser og ydelser, som Marius Pedersen har faktureret for, og kræver blandt andet dokumentation for, hvor store mængder affald, firmaet løbende har bortskaffet.

Vejdirektoratet, der er statens bygherre på Storstrømsbroen, var ikke blevet orienteret om den forestående retssag, før Fagbladet 3F henvendte sig for at få en kommentar.

Efterfølgende har Vejdirektoratet sendt et skriftligt svar.

- Vejdirektoratet har naturligvis som bygherre det overordnede ansvar for byggeriet, ligesom vi har en klar forventning om, at alle entreprenører får betaling for de ydelser, de leverer. Vi har imidlertid ingen adkomst til at blande os i tvister om aftaler mellem forskellige leverandører på pladsen. Her eksisterer der andre mekanismer såsom voldgift og i sidste ende søgsmål til at løse sagerne, lyder det fra projektchef Niels Gottlieb.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078