Opfordring fra træ-folk: Stil flere krav om bæredygtighed, når byggeri sendes i udbud
For sekretariatsleder i foreningen Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen er den politiske aftale om at indfører krav om livscyklusvurderinger på alt nybyggeri fra 2023, mens der samtidig trinvist indføres et loft over CO2-udledninger fra 2023 til 2029, en meget positiv udvikling.
- Træbyggeri kommer til at spille en væsentlig rolle i den nationale strategi for bæredygtigt byggeri, mener Laurits Rasmussen. Han forklarer, at træ kan spille en afgørende rolle for ambitionen om at nedbringe Danmarks samlede CO2-udslip markant. Men han understreger samtidig, at en række politiske barrierer er en hæmsko for, at der for alvor sættes skub i brugen af træ i dansk byggeri.
- Vi er allerede godt i gang med at øge andelen af træbyggeriet i Danmark, som kan spille en væsentlig rolle i forhold til at nå målsætningen om 70 procents CO2-reduktion i 2030, men der er utvivlsomt plads til at gøre endnu mere. Her ser vi i høj grad en række politiske barrierer, der er med til at sætte en stopklods for træbyggeriets vækst og således den bæredygtige udvikling. Byggebranchen har ansvaret for mere end 35 pct. af landets samlede CO2-udslip, heri medregnet energi til opvarmning, materialefremstilling, byggeproces og vedligeholdelse. Derfor er det vigtigt, vi handler på det nu, forklarer Lauritz Rasmussen.
Han understreger samtidig, at konkrete handlingsplaner især er vigtige netop nu, efter Klimarådet har kritiseret regeringen for kun at have fundet en tredjedel af de reduktioner, der er nødvendige i den nationale klimaindsats.
CO2-afgift på byggematerialer
For at sætte skub i tingene foreslår Foreningen Træ i Byggeriet blandt andet, at der indføres en CO2-afgift, på byggematerialer
- Den gradvise indførelse af bæredygtighedsklasser i Bygningsreglementet, som nu aftalt i den nationale strategiplan er godt skridt i den rigtige retning. Det giver branchen mulighed for gradvist at forberede sig på skærpede krav, som vi kender det fra indførelsen af energiklasser fra 2010, 2015 og 2020, siger Lauritz Rasmussen.
- I mange år har vi ensidigt fokuseret på at reducere driftsenergien i vores bygninger, nu skal fokus flyttes over på materialernes klimapåvirkning, da fremstillingen af byggematerialer i dag udgør en større andel af CO2-udledningen end driften af bygningen i hele dens levetid.
Udledning af drivhusgasser er i dag pålagt vidt forskellige afgiftssatser, for eksempel er brændsler til mineralogiske processer til eksempelvis cementproduktion stort set fritaget for energiafgifter. Vi foreslår derfor, at der indføres ensartede CO2-afgifter på fremstilling af byggematerialer – baseret på de EPD’er, der nu skal laves for alle byggematerialer frem mod 2023. Det vil i kombination med pålidelige LCA-beregninger og LCC-beregninger i høj grad være regulerende for valg af byggematerialer og byggemetode og bidrage til betragtelige CO2-reduktioner i byggeriet, fastslår sekretariatsleder Lauritz Rasmussen.
Krav om bæredygtigt byggeri i offentlige udbud
Foreningen Træ i Byggeriet mener også, at man kan sætte yderligere skub i udviklingen ved at man i stigende grad stiller krav til bæredygtigt byggeri i offentlige udbud.
- Når offentligt byggeri kommer i udbud, er der ofte krav om, at der udelukkende skal anvendes kendte og afprøvede løsninger i byggeriet. Denne ”build as usual”-kultur hæmmer ifølge foreningen innovationen og nye løsninger i de offentlige byggerier, siger Lauritz Rasmussen.
- Det er helt oplagt, at stat og kommuner går forrest i at fremme bæredygtigt byggeri allerede i udbudsfasen. Med et krav om, at der eksempelvis i minimum 25 pct. af alle udbud på offentligt byggeri maksimalt må tillades et CO2-udslip på 8 kilo CO2 per kvadratmeter pr. år, vil dansk offentligt byggeri kunne skabe en frontløbereffekt over for andre byggerier, forklarer han.
- I ”Lov om offentligt byggeri” er der desuden formuleringer om, at der udelukkende må bruges kendte og afprøvede løsninger. Det opfattes fejlagtigt som om, at byggeri i træ er eksperimenterende til trods for, at det er 25 år siden, vi byggede de første fireetagers træhuse, og at vi i træindustrien – herunder eksempelvis hos landets træhus-, træelement- og modulproducenter – har både teknikken og erfaringen. Utilsigtede formuleringer i udbudskrav skal således fjernes eller omformuleres, så der reelt åbnes op for mere bæredygtige løsninger, siger sekretariatsleder i foreningen Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.
Foreningen Træ i Byggeriet er en interesseorganisation for danske virksomheder, der har træ og træbaserede produkter som hovedaktivitet
DET BETYDER FORKORTELSERNE
- EPD (Environmental Product Declaration) betyder miljøvaredeklaration. Det er således et dokument, der indeholder uvildige oplysninger om et bestemt byggemateriales indvirkning på miljøet.
- LCA (Life Cycle Assessment) betyder livscyklusvurdering og er en metode til at vurdere, hvilke potentielle miljøpåvirkninger og ressourceforbrug, der er knyttet til et produkt eller en service.
- LCC (Life Cycle Cost) betyder levetidsomkostninger. Det er en metode til at beregne en bygnings levetidsomkostning over en tidsperiode og sætter således fokus på totaløkonomien ved et projekt.
Kilde: Foreningen Træ i Byggeriet