23948sdkhjf

SE VIDEO: Se Politiet pågribe værktøjs-tyve

Det er ikke kun ”østeuropæiske bander” der stjæler fra byggepladserne, siger adm. direktør Henrik Olsen, Unisecure Nordic

Danske byggepladser bliver hvert år lænset for byggematerialer, værktøj og maskiner for rundt regnet 600 mio. kr. Og tallet er formentlig endnu større, men er pt. det bedste bud, som DI Dansk Byggeri kan give på omfanget af tyverier fra byggepladser.

Der er meget store mørketal. Blandt andet fordi mange tyverier formentlig aldrig bliver politianmeldt. Og fordi mange, især mellemstore håndværksvirksomheder,ikke har helt styr på, hvor meget værktøj de egentlig har og derfor finder det helt naturligt at supplere op med  nyt værktøj, når man starter en ny sag op.

Og der er mange fordomme. Nærmest pr. automatik bliver ordene ”polakker og ”østeuropæiske bander” kædet sammen med tyveri på byggepladser. Men, det er ifølge adm. direktør Henrik Olsen, fra sikringsfirmaet Unisecure Nordic, en sandhed med modifikationer

- Vores erfaringer viser, at der er noget om snakken i 25 pct. af tilfældene. I de resterende 75 pct. af tyverisagerne, som vi er involveret i, er halvdelen herboende danskere, som kommer på pladsen, eller som bryder ind på pladsen. Og den resterende halvdel er medarbejdere med lidt for lange fingre, som er ansat i de virksomheder, som arbejder på pladsen, siger Henrik Olsen.

Han fremhæver, at det naturligvis er et meget følsomt emne, som kan skabe voldsomme konfrontationer mellem virksomheden og medarbejderne.

- Men det er altså et faktum, at nogle medarbejdere stjæler fra deres arbejdsplads. Alle stjålne maskiner og materialer ender ikke i Østeuropa, men handles ofte videre inden for landets grænser, siger Henrik Olsen.

 Videofilmer ransagninger

- Vi har et tæt samarbejde med Politiet. Når vi via vores sporingsudstyr har lokaliseret for eksempel stjålne akku-maskiner, så kontakter vi Politiet, som så kan banke på døren og afsløre tyveriet og stille tyvene til ansvar. Vi har video-dokumenteret en række af disse ransagninger. Det foregår som regel forholdsvis udramatisk. Der er jo heller ikke så meget at sige, når der ligger 25-30 stjålne bore- skrumaskiner eller andre maskiner i lejligheden, forklarer Henrik Olsen.

Men Politiet kan ikke altid beslaglægge alle stjålne maskiner og stille tyvene til ansvar:

- Det er nemlig sådan, at Politiet kun kan beslaglægge de maskiner, som utvetydigt kan identificeres som stjålne og hvor den rette ejermand også kan identificeres. Hvis der f.eks. bare står ”Karl” eller ”Svend” på maskinen eller den har fået en klat maling på håndgrebet, så må Politiet lade den ligge.

Til gengæld kan de beslaglægge enhver maskine som f.eks. er DNA-mærket eller, hvor der er sporing eller andre ting, som kan klarlægge det rette ejerforhold, siger Henrik Olsen.

Driftsstop og ekstraudgifter

Henrik Olsen lægger ikke skjul på, at han er forundret over, at byggebranchen ikke for alvor får gjort noget ved de mange tyverier:

- Ethvert tyveri af materialer eller værktøj betyder jo i et eller andet omfang driftsstop og ekstraudgifter og måske også en tidskrævende dialog med forsikringsselskabet. Det er jo penge lige ud af lommen. Og det er faktisk meget enkelt at sikre sine værdier.

Man kan jo starte med at lave en liste over, hvad det er for noget værktøj man har. Og hvem der råder over det. Og så kan man sikre sig, at værktøjet er forsvarligt opbevaret. Derudover bør man for eksempel DNA-mærke eller sætte GPS-tracking på maskinerne, så man til enhver tid kan finde dem igen. Det gør det samtidig helt uinteressant for tyvene at stjæle mærkede og sporbare maskiner. Der er jo ingen som vil risikere, at Politiet pludselig banker på døren, siger Henrik Olsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095