23948sdkhjf

”En smule bedre end markedet” – Bygmas danske bundlinje vokser 70 procent

Mens Bygma Gruppen torsdag kunne melde om en bundlinjestigning på 63 pct., ser det endnu bedre ud i den danske del af forretningen.

Her landede sidste års resultat før skat på 491,5 mio. kr., svarende til en vækst på hele 69 pct., mens toplinjen kom svimlende tæt på de 7 mia. Helt præcist landede Bygma A/S’ omsætning i 2020 på 6.968,9 mio. kr., hvilket er 885,2 mio. kr. mere end i 2019, hvor byggecenterkæden passerede seneste milliardmilepæl.

– Det endte jo med at blive et noget anderledes år end forventet. Efter de første bekymringer havde lagt sig, oplevede vi rigtig god aktivitet, og heldigvis var vi ikke en af de brancher, der led under corona, tværtimod, fortæller Klaus Hadsbjerg, adm. direktør for Bygma A/S.

Han oplyser, at væksten er trukket bredt på tværs af forretningen, der især har fokus på det professionelle segment.

– Men vi havde også en del flere privatkunder i løbet af året, end vi har været vant til, fortæller direktøren, der kategoriserer årets resultat som tilfredsstillende.

– Det er også min vurdering, at vi har gjort det en smule bedre end markedet, lyder det.

Fortsat ekspansion

Mens der i 2020 ikke skete meget på opkøbsfronten hos Bygma, har den organiske vækst haft gode kår, og byggecenterkæden er i øjeblikket i gang med at bygge tre nye forretninger i København, Thisted og Svendborg.

Med byggeriet af især det nordjyske trælast og logistikcenter har koncernen taget en afstikker fra den ekspansionsstrategi, der de seneste år særligt har fokuseret på landets større byer.

– Men i Nordjylland har det indrettet sig således, at der er blevet en meget stor spiller på markedet, og derfor synes vi, det kunne give god mening, at kunderne fik noget mere at vælge imellem, fortæller Klaus Hadsbjerg og indvarsler dermed et opgør med XL Byg Tømmergårdens stærke position i det nordjyske.

Også i den modsatte ende af landet har Bygma styrket sin position med det nylige opkøb af XL-BYG C. Aarslew-Jensen i Nykøbing Falster, hvor man om få dage overtager nøglerne. Om der er flere opkøb om hjørnet, vil Klaus Hadsbjerg imidlertid ikke løfte sløret for.

Bygma-direktøren vil til gengæld gerne fortælle, at også 2021 er startet i højt tempo.

– Faktisk er jeg nok blevet taget lidt på sengen – der har været væsentligt mere travlt, end vi havde regnet med, og de første tal viser, at det samlet set har været rigtig fint, fortæller Klaus Hadsbjerg.

Om året fortsætter i samme høje tempo, tør direktøren ikke spå om på nuværende tidspunkt.

– Jeg tror ikke, at året bliver helt lige så godt som 2020, og i øjeblikket er der simpelthen for mange usikkerhedspunkter til, at vi vil sælge skindet, før bjørnen er skudt, lyder det.

Bygma A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 6.968,9 6.083,7
Resultat før finansielle poster 501,7 299,6
Resultat før skat 491,5 290,5
Årets resultat 382,2 225,1
Balancesum 3.155,8 2.700,7
Egenkapital 1.774,7 1.540,8
Gns. antal ansatte 1.589 1.547
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094