23948sdkhjf

Genopført efter brand: Ikonisk badehotel i træ nomineret til betonpris

En enig jury har nomineret Orientkaj Station, Enghave Klimapark og Svinkløv Badehotel til Bæredygtig Beton Prisen 2021.

Hvert projekt udmærker sig ved at udnytte betonens egenskaber til at skabe et unikt bæredygtigt byggeri, skriver Dansk Beton under DI Dansk Byggeri. Den endelige vinder afgøres ved publikumsafstemning, som starter i dag.

Det er syvende gang siden 2009 at Dansk Beton uddeler Bæredygtig Beton Prisen til et prisværdigt bygge- eller anlægsprojekt, hvor betonen bruges bæredygtigt.

Med prisen ønsker branchesammenslutningen at inspirere byggeriet til at anvende betonen optimalt, så der kommer flere bæredygtige byggeprojekter i fremtiden.

- Jeg er stolt over at kunne præsentere de nominerede til Bæredygtig Beton Prisen 2021. De er alle tre oplagte kandidater med hver deres vinkel på det bæredygtige både miljømæssigt, socialt og økonomisk, siger Dorthe Mathiesen, som er chef for Dansk Beton i DI Dansk Byggeri.

Metro binder sammen

Om nominering af Orientkaj Station siger jurymedlem Lene Espersen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder:
- Metroen binder København sammen på en bæredygtig måde, og på Orientkaj Station har man anvendt betonen på en måde, 
som inviterer brugerne af metroen ind. Samtidig giver konstruktionen meget tilbage til byen med sit æstetiske udtryk, hvor den nærmest svæver over jorden på sine spinkle ”betonfødder”. Stationen er økonomisk bæredygtig, fordi den er udført til at holde i rigtig mange år, socialt bæredygtig, fordi den er udformet som en tryghedsskabende station, der er lys og åben, og endelig miljømæssigt bæredygtig, fordi man har designet konstruktionen slankt og med fokus på at minimere materialeforbruget.

Ikonisk hotel

Også det ikoniske Svinkløv Badehotel, der nedbrændte for nogle år siden og siden blev genopbygget, er med i feltet. Om det siger jurymedlem Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark:

- Svinkløv Badehotel er nomineret til Bæredygtig Beton Prisen, fordi bygningen er et helt unikt eksempel på, hvordan man kan bruge beton bæredygtigt i noget, som ellers primært er et træbyggeri. Svinkløv er blevet genopført på en måde, hvor man har udnyttet betonens egenskaber optimalt til at forebygge brand og minimere støj i den nye udgave af hotellet. Gæsterne vil opleve et klassisk badehotel, som det så ud i 30’erne, men på en helt moderne og bæredygtig måde, siger Torben Möger Pedersen i en pressemeddelelse.

Byrum med værdi

Den tredje nominerede er Enghave Klimapark, og til den siger jurymedlem Julian Weyer, som er arkitekt og partner i C.F. Møller:
- Med Enghave Klimapark har et eksisterende grønt byrum fået ny værdi, men også ny betydning. Den nye park er designet til en million besøgende om året i hundredvis af år og skal samtidig sikre en tørskoet bydel. Området opsamler regnvand både i det daglige og ved 100 års-hændelser, og her spiller betonen en vigtig rolle i forhold til bæredygtighed, fordi den sikrer en ekstrem slidstyrke og samtidig en æstetisk kvalitet, som gør parken til et attraktivt rekreativt område, siger Julian Weyer i en pressemeddelelse.

Alle kan stemme på deres favoritprojekt nu og frem til den 1. juni på www.danskbeton.dk/afstemning
Vinderen af Bæredygtig Beton Prisen offentliggøres til Betonens Prisfest den 22. juni 2021 i Industriens Hus,  hvor vinderne af In-situ Prisen og Betonelement Prisen ligeledes offentliggøres. De nominerede til disse priser afsløres senere i maj.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096