23948sdkhjf

Føjer en god milliard til toppen: Trælastkæde melder klar til flere opkøb

Den familieejede trælastkæde Davidsen, der har rødder i Sønderjylland, nød sidste år godt af danskernes coronaforstærkede byggelyst. Nu melder selskabet klar til yderligere opkøb.  

Således lykkedes kæden, der tæller 23 danske og en enkelt grønlandsk forretning, med at løfte toplinjen hele 45 pct., mens resultatet blev tredoblet. Det oplyser Davidsen i en pressemeddelelse om det endnu ikke offentliggjorte årsregnskab.

– Ligesom den øvrige del af byggeriet har vi haft stor fremgang i 2020. Byggeriet har udviklet sig positivt under corona, og vi har også kunnet holde salget oppe i forhold til de private kunder under nedlukningen. Det er det til sammen, der slår solidt igennem i regnskabet, lyder det fra adm. direktør Henrik Clausen.

I alt landede årets omsætning på 3,34 mia. kr. sammenlignet med 2,31 mia. i 2019. Samtidig springer resultatet på bunden frem med 78 mio. kr. til 108 mio. kr. før skat – en tredobling i forhold til 2019.

Ifølge Henrik Clausen er væksten hentet bredt i alle dele af både landet og forretningen, og han peger på, at det tidligere Optimera, som Davidsen købte i 2019, er blevet integreret effektivt.

Fra sønderjysk til landsdækkende

Davidsen blev grundlagt i 1944 i sønderjyske Vojens, og med 2019-opkøbet af Optimera-kæden fra Saint-Gobain fik kæden ikke alene cementeret ambitionerne om at blive landsdækkende, men voksede også fra den ene dag til den anden til landets tredjestørste kæde på det professionelle marked, kun overgået af Bygma og Stark.

Med overtagelsen gik Davidsen fra 13 til 23 trælaster, og særligt omkring København blev positionen styrket. Med en nylig etableringen af et salgskontor i Svendborg og opkøbet af XL-Byg Grønfeldt i Langeskov er der nu også sat gang i en betragtelig oprustning på Fyn.

– Så oven i den positive udvikling i markedet høster vi nu frugterne af de synergier, vi har skabt på indkøb, sortiment og en samlet administration. Det er klart, at de positive erfaringer vi har fra Optimera-casen understøtter vores interesse i flere opkøb, siger Davidsen-direktøren.

Godt polstret og allerede i gang

Med det stærke resultat øger Davidsens Tømmerhandel sin soliditet med en egenkapital, der ifølge virksomheden stiger markant, samtidig med, at arbejdskapitalen går væsentligt ned.

Dermed står den familieejede virksomhed, der med Optimera-opkøbet gik fra sønderjysk til landsdækkende og indtog en tredjeplads på listen over landets største byggecentre, ifølge Henrik Clausen i en gunstig situation.

– Reelt er vi foran, når vi ser på vores planer for at udbygge Davidsens position i markedet. I 2021 har vi allerede taget de næste skridt med endnu et opkøb på Fyn og med etablering af nyt salgskontor i Svendborg, lyder det fra Henrik Clausen, der fortsætter:

– Og der er stadig interessante opkøbsmuligheder, som vi ser på - ikke mindst på Sjælland, hvor vi ønsker at styrke Davidsen på det professionelle marked. Med vores stærke lønsomhed og soliditet er vi klar til at slå til, når de rigtige muligheder opstår, slår han fast.

Davidsens Tømmerhandel forventer, at 2021 byder på fortsat høj aktivitet inden for det professionelle byggeri, hvor størstedelen af forretningen ligger. Men også på privatmarkedet ser man ind i et år, hvor fremgangen ventes at fortsætte. På tværs af kundegrupper ser den sønderjyske byggevarekoncern samtidig ind i et år med fremgang i onlinesalget. For regnskabsåret 2021 forventer Davidsens Tømmerhandel et resultat før skat på niveau med 2020.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094