23948sdkhjf

Tekniker stabiliserer 70 meter høj skorsten på Bornholm

Der er ikke længere risiko for, at en 70 meter høj skorsten i udkanten af Rønne styrter sammen.

Myndighederne har kort efter midnat søndag ophævet en afspærring ved genbrugspladsen Bofa på Bornholm, da der ikke længere er risiko for, at en 70 meter høj skorsten styrter sammen.

Det fortæller vagtchef ved Bornholms Politi Anders Knudsen natten til søndag.

- Teknikeren har afsluttet sit arbejde. Skorstenen er blevet stabiliseret, og derefter er afspærringen blevet ophævet, siger han.

Det var en medarbejder på genbrugspladsen i udkanten Rønne, som tidligt lørdag morgen observerede, at skorstenen ikke strakte sig mod himlen med vanlig stabilitet, og som derefter slog alarm.

Myndighederne frygtede, at der var fare for sammenstyrtning af den 70 meter høje skorsten, og derfor blev en tekniker fra Esbjerg tilkaldt for at tilse stabilisatoren i den svajende skorsten.

- Ude på vores forbrændingsanlæg ved vores genbrugsplads er der en 70 meter høj skorsten med en defekt stabilisator. Så i morges stod den og svajede faretruende, fortalte vagtchef Jesper Lund fra Bornholms Politi lørdag.

Ifølge Jesper Lund er stabilisatoren en del af skorstenens indre konstruktion:

- Det skulle være en form for pendul, som modvirker den svajning, skorstenen har på grund af vinden.

 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078