23948sdkhjf

Skou Gruppen tager otte entreprenører med på hospitalet

Skou Gruppen har netop påbegyndt en hovedentreprise på Herlev Hospital, hvor centralkøkkenet på 2.700 kvm gennemgår en omfattende ombygning. Og det kræver stram koordinering og tæt samarbejde med de i alt otte underentreprenører.

Centralkøkkenet skal i fremtiden være i stand til at servere mad til de patienter og ansatte, der kommer til i forbindelse med den store udvidelse af Herlev Hospital med nye bygninger og afdelinger. Og så skal køkkenet være klar til det nye bespisningskoncept ”à la carte”, hvor patienter i højere grad selv skal kunne vælge deres mad.

Entreprenørfirmaet fra Hørsholm renoverer vægge, gulve og lofter samt de fleste tekniske installationer, og der skal etableres forsyning til ventilationsaggregater fra kælder til tag. Køkkenets nuværende installationer er under loftet, men de skal flyttes ned under gulvet, hvor der også skal etableres vandtilførsel, afløb, varme og trykluft. 

Entreprisesummen er 30 mio. kr. Rådgiver på projektet er Sweco.

Snævre arbejdsforhold og begrænset arbejdstid 

Skou Gruppens projektleder, Tim Lissau, forklarer, at netop de tekniske installationer er en af projektets helt store udfordringer. 

Arbejdet skal enten udføres i snævre krybber under gulvet eller i de ingeniørrør, som fungerer som bærende konstruktion til krybberne. I krybberne skal man ligge ned og arbejde, og af sikkerhedshensyn må hver medarbejder kun opholde sig dér i en time om dagen. I ingeniørrørene kan man lige akkurat stå oprejst, og der må man være i fire timer. 

- I et omfattende projekt som dette, hvor Skou Gruppen inddrager otte underentreprenører, vil det altid være vigtigt med god detailprojektering, men pladsmangel og tidsbegrænsninger er selvfølgelig en hæmsko, der kræver ekstra gode koordinerings- og samarbejdsevner fra vores side, siger Tim Lissau i en pressemeddelelse om projektet. 

Ombygningen foregår i faser, så det kun er dele af centralkøkkenet, der lukkes ned under renoveringen. På den måde kan køkkenet blive ved med at lave mad til patienterne, mens arbejdet står på. 

Til oktober skal den første halvdel af køkkenet være færdigrenoveret.

Lokationsbaseret planlægning

– På grund af de vanskelige arbejdsforhold bliver projektet planlagt med tungen lige i munden. Den mindste fejl i koordineringen mellem vores folk kan skabe forsinkelser, siger Tim Lissau.

– Vi arbejder ud fra et cyklogram. Det er et lokationsbaseret planlægningsværktøj, der skal sikre, at der kun er én entreprenør i hver krybbe ad gangen, og at vi følger den stramme plan frem mod oktober, uddyber han.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125