23948sdkhjf

Er du med på det dér CSR, mester: Det rammer dig nok snart

CSR-rapportering får større og større betydning for byggeriets beslutningstagere

Det voksende fokus på klima og bæredygtighed får flere og flere virksomheder i byggebranchen til at lægge kræfter i at udarbejde CSR-rapporter, også selvom de ikke er forpligtet til det.

For ikke så mange år siden var det bundlinjetal og overskudsgrader, virksomheder kæmpede med, når de skulle aflægge årsrapport. Det store arbejde med at udarbejde årsregnskaber pågår stadig, men sideløbende hermed er stadigt flere virksomheder i byggeriet begyndt at udarbejde årlige CSR-rapporter (Corporate Social Responsibility), hvor de dokumenterer deres tiltag inden for ansvarlig virksomhedspraksis. En af virksomhederne er gipsproducenten Knauf, der netop har offentliggjort sin første CSR-rapport.

Holder snuden i sporet

Knauf, som ligesom flere andre i byggebranchen ikke er børsnoteret og i kraft af sin størrelse derfor ikke er forpligtet til at CSR-rapportere, har alligevel valgt at udarbejde en CSR-rapport.

- CSR-rapporten tvinger os til at reflektere over det, vi har gjort og sikrer, at vi holder snuden i sporet som ansvarlig og bæredygtig virksomhed. Den har betydning internt, men er også et vigtigt eksternt redskab. Som producent skal vi kunne dokumentere, at vi gør en indsats for at nedbringe vores klimaaftryk og er en attraktiv arbejdsplads. Det efterspørges af investorer og samarbejdspartnere og er et vigtigt konkurrenceparameter i dag, siger adm. direktør i Knauf, Morten Søborg.

Han bakkes op af bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen, Anders Sørensen. Virksomheden, som udfører mange renoveringsprojekter på skoler, hospitaler, daginstitutioner og boligområdet, er i gang med at udarbejde en bæredygtighedsstrategi, som blandt andet vil stille krav til leverandørerne.

- Jeg kan sagtens forestille mig, at CSR-rapportering kunne være et parameter, når vi vælger vores samarbejdspartnere og leverandører i fremtiden. CSR-rapporten viser, at virksomheden har taget CSR-dagsordenen til sig og arbejder proaktivt med den. At man i ledelsen og organisationen har gjort sig nogle overvejelser om virksomhedens miljøpåvirkning og igangsat indsatser, der kan måles på.

Der følger noget med, når man rapporterer. Rapporten dokumenterer, at det ikke bare er tomme ord og greenwashing, siger bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen, Anders Sørensen.

 Internt detektivarbejde

Som produktionsvirksomhed bruger Knauf energi til at fremstille sine produkter, men gør en stor indsats for at nedbringe klimaaftrykket.

- Der foregår løbende både små og store bæredygtighedsprojekter i alle kroge af virksomheden. CSR-rapporten tegner det samlede billede af vores CSR-indsatser. Vi har været helt tilbage til 1986 for at finde tal frem til rapporten. Det er et internt detektivarbejde, som har krævet tid, men det er afgjort det hele værd, siger Brand Manager i Knauf, Vesna Hodzic-Mehic.

 I CSR-rapporten fra Knauf fremgår det blandt meget andet, at virksomheden allerede i 1993 investerede i et nyt køleanlæg, som gør det muligt at genbruge vand i produktionen og i 1998 påbegyndte indsamlingen af gipsaffald til genindvinding og brug i produktionen. Af nye tiltag finder man blandt andet investeringen i et varmeveksleranlæg i 2020, som gør det muligt at forsyne lokalområdet med overskudsvarme fra gipsproduktionen.

 FAKTA OM CSR

CSR (Corporate Social Responsibility) kaldes også samfundsansvar, social ansvarlighed, bæredygtighed og tredobbelt bundlinje. Uanset hvilken betegnelse man bruger, handler CSR om, at virksomheder udviser ansvarlighed i forhold til det omgivende samfund. Det handler om at drive forretning på en måde, der minimerer negative påvirkninger og maksimerer positiv værdi for mennesker, miljø og økonomi.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094