23948sdkhjf

Brandchef i Miami vil rive kollapset boligblok ned snarest

24 er fundet døde i Surfside, og 124 savnes. Nedrivning kan give redningsmandskab adgang til mulig luftlomme.

Resterne af den bygning, der kollapsede i Miami for ni dage siden, vil formentlig blive revet ned allerede søndag.

Det vil ske, medmindre der opstår uforudsete problemer, oplyser en brandchef i byen lørdag til beboere og pårørende ifølge nyhedsbureauet AP.

Det skyldes bekymringer for, at resten af bygningen kan styrte sammen og derved bringe redningsmandskabet i fare.

Desuden vil det besværliggøre eftersøgningen efter mulige overlevende yderligere, hvis resten af boligblokken styrter sammen, siger brandchef Raide Jadallah.

Han fortæller ifølge AP på mødet med beboere og pårørende, at bygningen vil blive revet ned "snarest muligt. Som det første i morgen".

 Guvernør Ron DeSantis bekræfter, at der er planer om en nedrivning af den kollapsede bygning i byen Surfside.

Der er store bekymringer for sikkerheden, særligt nu hvor en orkan har kurs mod delstaten.

- Vi har en bygning her i Surfside, der er ustabil og strukturelt svag, siger han ifølge netmediet The Daily Beast.

- Hvis bygningen fjernes, vil det beskytte eftersøgnings- og redningsmandskabet.

Jadallah tilføjer, at der vil blive holdt et møde om nedrivningen senere lørdag.

 Lørdag eftermiddag dansk tid er yderligere to lig blevet bjærget fra ruinerne. Dermed er det samlede dødstal nu oppe på 24.

 124 mennesker er fortsat savnet.

En anden årsag til, at eksperter ønsker store dele af den kollapsede bygning fjernet, er, at det vil give redningsmandskab adgang til en garage, hvor der kan være luftlommer og dermed mulige overlevende.

Borgmesteren i Miami-Dade, Daniella Levine Cava, underskrev fredag aften en ordre om nedrivning.

Hun forklarer, at ingeniørerne nu overvejer, hvilke muligheder de har. En af mulighederne er at foretage en kontrolleret eksplosion, der kun stopper redningsarbejdet i et par timer.

 En anden mulighed er, at store kraner fjerner nogle af de tonstunge betonstykker, der er styrtet sammen. Men det vil tage længere tid.

 - Vi vil foretrække, at bygningen falder på kontrolleret vis. Men den mulighed har vi måske ikke, sagde borgmesteren natten til lørdag dansk tid.

Antallet af savnede er faldet, efter at nogle beboere har meldt sig til myndighederne og oplyst, at de er i god behold. Desuden er der fjernet navne på personer, der figurerede to gange på listen over savnede.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079