23948sdkhjf

Trods mangel på arbejdskraft: Ikke alvorlig overophedning i byggeriet

Selvom flere håndværksmestre har så travlt, at de har lukket for at tage flere opgaver ind resten af året, fordi de mangler arbejdskraft, så så byggeriets brancheorganisationer tilbageholdende med at kalde det for en overophedning.

Læs også: Nu siger håndværksmestre nej tik opgaver resten af året

 - Jeg ved ikke, om vi på nuværende tidspunkt vil kalde det en decideret overophedning, for der er stadig kapacitet ude i landet, men det er noget, vi følger tæt og har fokus på hele tiden, siger direktør Morten Frihagen, Dansk Håndværk.

Den betragtning er man enig i hos DI Dansk Byggeri.

- Jeg synes ikke, man kan kalde det overophedning, som det ser ud lige nu. Det er ikke direkte bekymrende, men det er noget, der er vigtigt at holde fokus på og der er grund til at være opmærksom på det, siger Louise Pihl, underdirektør, DI Dansk Byggeri.

Flere penge og mere byggeri

Både de udbetalte indefrosne feriepenge og folks opsparede penge som følge af stop for ferierejser kan være nogle af årsagerne til den stigende private efterspørgsel på håndværkere, peger både Louise Pihl i og Morten Frihagen på.

Dertil kommer, at flere store byggeprojekter er fremrykket, såsom byggeri af nye almennyttige boliger, så derfor er der sat skub i byggeriet fra flere sider.

En af løsningerne på udfordringerne med at skaffe arbejdskraft er både brancheorganisationerne og flere af håndværksmestrene enige om kan være udenlandsk arbejdskraft.

Ifølge malermester Per Vangekjær, der også er formand  for Danske Malermestre,  er det efterhånden en gammel skrøne, at den udenlandske arbejdskraft kan spare på lønudgifterne.

- Jeg bliver lidt træt af, at fagbevægelsen bliver ved at sige, at mestrene kun er ude på at skaffe billig arbejdskraft, når man hyrer udenlandske håndværkere. Det er slet ikke det, der er tale om. De tider er forbi. Det er simpelthen for at skaffe kvalificeret arbejdskraft, siger Per Vangekjær.

En anden løsning kan ifølge direktør Peter Jakobsen fra Børge Jakobsen & Søn være at politikerne ændrer i håndværkerfradragene.

- Politikerne kan jo sørge for at fjerne håndværkerfradragene. Det vil tage en del af efterspørgslen siger Peter Jakobsen.

Den model er Morten Frihagen fra Dansk Håndværk dog ikke meget for.

- Vi ser ikke håndværkerfradraget som et konjunkturværktøj men derimod et tiltag, der giver mulighed for at komme sorte penge til livs. Og det ser vi ingen grund til at skrue på, for det mener vi fungerer rigtig godt, siger Morten Frihagen.

Enighed om optimisme

Det kan også være, at markedet mættes af sig selv. Det kan ske på flere måder. Her er der optimisme at spore hos både håndværksmestre og brancheorganisationerne.

- Det kan være, der sker en afmatning, og det falder til ro nu her, også fordi det kniber med levering af materialerne. Der er meget lang ventetid på eksempelvis døre og vinduer. Producenterne kan heller ikke følge med, siger tømrermester Trine Callesen.

- Der er projekter, der løber ud, og feriepengene kan jo heller ikke bruges mere end én gang, så jeg vil tro, der sker en naturlig bremsning af travlheden, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Industri.

- Jeg ser optimistisk på fremtiden. Jeg vil tro, der sker en afmætning på et tidspunkt, siger malermester og formand for Danske Malermestre, Per Vangekjær. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112