23948sdkhjf

Vestjysk vinduesfabrik køber konkurrent og vil være landets førende

I vestjyske Vemb har ejerne af Linolie Døre og Vinduer haft tegnebogen fremme. Med opkøbet af Vipo Vinduer i Vestervig styrker virksomheden sin position på markedet for specialvinduer til gamle og bevaringsværdige bygninger, og i samme ombæring er ejerkredsen udvidet.

Det oplyser Linolie Døre og Vinduer i en pressemeddelelse.

 Vinduesproducenten har de seneste år oplevet stigende efterspørgsel på sine specialvinduer, men mangel på hænder og produktionskapacitet har ifølge ejerne Joan og Leo Madsen stået i vejen for yderligere vækst. Det har parret nu taget konsekvensen af, og resultatet er altså opkøbet af Vipo, der har specialiceret sig inden for samme felt.  

Vi være Danmarks førende

Med nu 19 ansatte i Vestervig og 23 i Vemb er ambitionerne for fremtiden tilsvarende høje – tilsammen skal de to fabrikker udgøre Danmarks førende producent inden for produktion af specialvinduer. Det fortæller Leo Madsen, der er direktør for Linolie Døre & Vinduer.

– Flere vil bevare og renovere gamle bygninger, og derfor har vi oplevet en øget efterspørgsel i de senere år. Vi tror, at det her nichemarked for specialvinduer stiger yderligere i de kommende år, og med opkøbet af Vipo Vinduer styrker vi vores position, så vi bliver blandt de førende og mest specialiseret i Danmark. Det betyder, at vi fremover kan tage både flere og større projekter ind, siger han. 

Joan og Leo, der har ejet og drevet Linolie Døre & Vinduer i 15 år, har samtidig med opkøbet stiftet selskabet Thy Vinduer Holding ApS, som nu formelt ejer begge vinduesfabrikker. 

Nye ejere på holdet

Medejer af Thy Vinduer Holding ApS bliver også fonden Thy Erhvervsinvest, som består af lokale virksomhedsindehavere fra Thy. Det er Leo Madsen godt tilfreds med.

– Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en fælles forståelse for at drive produktionsvirksomhed, og derfor giver det bare utrolig god mening at få Thy Erhvervsinvest ind som medejer. Vi får en kompetent sparringspartner, og sammen sikrer vi, at produktion af specialvinduer fremover fortsat hører til i det vestjyske, siger vinduesdirektøren. 

Direktør i Thy Erhvervsinvest, Thomas Sandahl Hansen, bliver samtidig en del af bestyrelsen. Det samme gør Frederik Holm Madsen, søn af Joan og Leo Madsen, ligesom han bliver en del af ejerkredsen. Han er tiltænkt en ledende rolle i virksomheden på sigt.

Selvom Linolie Døre & Vinduer og Vipo Vinduer nu har samme ejer, er planen stadig, at begge virksomheder kører uændret videre i samme navn og på nuværende adresser. Ejerskiftet får dermed ingen betydning for de ansatte.

Linolie Døre og Vinduer kom ud af regnskabsåret 2020 med en bruttofortjeneste på 10,3 mio. kr. og et resultat før skat på lige godt en halv million. Vipo Vinduer, der kører med forskudt regnskabsår, kom ud af 2019/20 med en bruttofortjeneste på 2,6 mio. og et resultat, der før skat lød på 1,1 mio. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092